PRM / I tvivl om studievalg? Klik forbi virtuelt åbent hus hos VIA i Aarhus

    Pressemeddelelse fra VIA University College

    Af journalist Lone Vestergaard Andersen, VIA University College, lva@via.dk

    “Det er nu andet år i VIAs historie, at vi holder virtuelt åbent hus i alle 11 byer, hvor vi udbyder uddannelse i Region Midtjylland. Sidste år i juni havde vi mere end 600 online besøgende. Evalueringen viste, at mange syntes, det var dejligt nemt og samtidig udbytterigt at logge på hjemmefra,” fortæller Gitte Sommer Harrits. Hun er prorektor i VIA University College og den øverst ansvarlige for alle VIAs uddannelser.

    Gitte Sommer Harrits forklarer, at VIA stadig er nødsaget til at holde alle sine campusser fysisk lukkede for eksterne besøgende på grund af corona-pandemien. Men i stedet har VIA igen valgt at byde velkommen indenfor i det virtuelle rum.

    På Campus Aarhus C og Campus Aarhus N er der virtuelt åbent hus tirsdag den 1. juni klokken 16.00-18.30.

    Her bliver det muligt for de uddannelsessøgende at logge sig på videotjenesten Zoom og blandt andet høre oplæg om eksportingeniør, byggetekniker, lærer og pædagog på Campus Aarhus C. Plus oplæg om fem forskellige sundhedsuddannelser på Campus Aarhus N.

    De virtuelle døre er åbne

    “Vi ved fra studiestartsundersøgelser og samtaler med vores studerende, at de unge ofte er meget i tvivl om, hvilken uddannelse de skal vælge. Og det er meget forståeligt, for der er mange muligheder. Men vi ved også, at netop åbent hus ofte kan hjælpe de unge med at blive mere afklarede omkring deres valg,” forklarer prorektor Gitte Sommer Harrits.

    Til virtuelt åbent hus i Aarhus er der oplæg om studiemiljøet og uddannelserne på VIAs to campusser i byen. Samtidig bliver der mulighed for at stille spørgsmål til studievejledere og nuværende studerende om fx undervisningsformer, praktik og alt det andet, der fylder, når man skal vælge uddannelse.

    Bekvemt at deltage i virtuelt åbent hus hjemmefra

    “I år starter vi med en fælles velkomst i VIA-studiet, der foregår live med to af vores studerende som værter. Herefter er der faglige oplæg om de enkelte uddannelser, som man kan vælge sig ind på efter interesse,” fortæller prorektor Gitte Sommer Harrits.

    Næste ansøgningsfrist til de videregående uddannelser er 5. juli kl. 12.00 gennem kvote 1.


    Fakta om virtuelt åbent hus på VIA i Aarhus

    Tid: Tirsdag den 1. juni 2021, kl. 16.00-18.30.

    Sted: Virtuelt på videotjenesten Zoom.

    Mød uddannelserne: Administrationsbachelor, byggetekniker, bygningskonstruktør, diakon og socialpædagogik, Global Business Engineering, Eksportingeniør, kristendom, kultur og kommunikation, lærer, Multiplatform storytelling and production (MSP), pædagog, socialrådgiver, sundhedsadministrativ koordinator, Value Chain Management (VCM), bioanalytiker, ergoterapeut, ernæring og sundhed, fysioterapeut og sygeplejerske.

    Info og tilmelding: via.dk/aabenthus

    Kontakt:

    Lone Vestergaard Andersen
    Journalist og kommunikationsrådgiver

    Kommunikation, studieliv og internationalisering
    Campus Aarhus N

    VIA University College
    Hedeager 2
    DK-8200 Aarhus N

    T: +45 8755 2968
    E: lva@via.dk
    www.via.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/i-tvivl-om-studievalg-klik-forbi-virtuelt-abent-hus-hos-via-i-aarhus?releaseId=13622120

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **