PRM / headspace åbner center i Haderslev Kommune

    Pressemeddelelse fra headspace

    Åbningen af centeret sker bl.a. med midler fra finansloven, som gør det muligt at åbne flere headspace-centre landet over. Foruden de statslige midler finansierer Haderslev Kommune en del af driften og stiller også med fremskudte kommunale medarbejdere i centeret.

    “Vi har valgt at prioritere et headspace-center i Haderslev Kommune, eftersom alt for mange børn og unge overalt i landet og også i Haderslev Kommune oplever psykisk sårbarhed. Her er det oplagt, at kommunen og civilsamfundet i fællesskab har fokus på en tidlig forebyggende indsats,” siger Hans Peter Geil (V), borgmester i Haderslev Kommune.

    headspace er det største forebyggende og mentalt sundhedsfremmende civilsamfundsprojekt for sårbare unge i Danmark mellem 12 og 25 år og tilbyder i dag en bred vifte af både fysiske og digitale tilbud til målgruppen.

    “Vi er meget tilfredse med, at det landsdækkende initiativ headspace snart bliver et tilbud til børn og unge i Haderslev Kommune. Vi skal gøre alt for at bremse stigningen i antallet af børn og unge, der mistrives. COVID-19 har desværre forstærket en i forvejen negativ udvikling,” udtaler Henrik Rønnow (A), 2. viceborgmester og formand for Udvalget for Børn og Familier.

    På Region Syddanmarks regionsrådsmøde i juni skal politikerne drøfte indgåelse af en samarbejdsaftale med headspace omkring centeret i Haderslev.

    “Vi har gode erfaringer med headspace fra andre byer i regionen. Sårbarhed er ikke en sygdom, men der skal tages hånd om det, før det udvikler sig. Her er headspace en god partner. Det er også et godt sted for vores fremskudte medarbejdere fra psykiatrien at kunne spotte de unge, der kan have brug for ekstra hjælp eller behandling. Derfor ser jeg også frem til den politiske drøftelse med kollegaerne i regionsrådet,” siger Stephanie Lose, regionsrådsformand, Region Syddanmark.

    Det har længe været et ønske for foreningen Det Sociale Netværk/headspace Danmark at åbne yderligere centre i det sønderjyske område.

    “headspace startede med de første centre i 2013, og vi nærmer os nu 30 headspace-centre over hele landet. Men vi vil gerne kunne nå alle børn og unge, der mangler nogen at tale med, når livet pludselig bliver svært. Og rigtigt landsdækkende er vi ikke, uden at de unge i det sønderjyske område også får bedre adgang til headspace. Derfor er vi – også på de unges vegne – meget glade for den ny start i Haderslev og ser frem til et godt samarbejde med kommunen, skoler, foreninger og alle de lokale kræfter, som også arbejder for de unges trivsel,” siger tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, stifter af og protektor for foreningen Det Sociale Netværk/headspace Danmark.

    headspace Haderslev søger allerede nu frivillige, der har lyst til at arbejde med børn og unge. Interesserede kan skrive eller ringe til centerchef for headspace Haderslev, Kim Callesen, på e-mail: kc@headspace.dk eller mobiltelefon: 30 15 30 80.

    Kontakt:

    Pressechef Jakob Risom Langelund tlf.: +45 6165 6540 email: jr@detsocialenetvaerk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/headspace-abner-center-i-haderslev-kommune?releaseId=13621944

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **