PRM / Guldborgsund har fordoblet antallet af ledige, der er blevet opkvalificeret

    Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune

    En målrettet indsats i Guldborgsund Kommune har på blot et halvt år fordoblet antallet fra 132 til 269 ledige på kurser og uddannelse. Målet har været, at udnytte tiden som ledig til at skabe nye muligheder, og her er opkvalificering en god vej at gå. Arbejdsmarkedsmarkedet er ramt hårdt af corona-epidemien. Dog har nogle områder haft en stigende efterspørgsel. Det drejer sig om rengøringsområdet og lokalt i området er der lige nu og i fremtiden stor efterspørgsel efter arbejdskraft til Femern Belt-byggeriet og til byggeriet af Storstrømsbroen. Derfor er byggeri og godstransport primære områder for opkvalificering.

    “Som alle andre kommuner har beskæftigelsesområdet været hårdt ramt under Corona. Vi har ikke kunnet afholde alle de samtaler med de ledige, som vi havde planlagt. Derimod har det været muligt, at opkvalificere langt flere end forventet. Opkvalificering kan i mange tilfælde være netop det, der er vejen til beskæftigelse. I udvalget arbejder vi for, at alle skal i beskæftigelse eller uddannelse, så tallene er meget positive” siger udvalgsformand for Beskæftigelsesudvalget Ole K. Larsen.

    Opkvalificeringen skal gerne foregå inden for områder, der lige nu og i fremtiden vil mangle arbejdskraft, og derfor er områderne blandt andet udpeget i tæt dialog med de lokale virksomheder og ud fra udmeldinger fra Femern Belt-byggeriet, som nu og i fremtiden har brug for arbejdskraft.

    “Som et af verdens største anlægsprojekter skaber Femern Bælt-projektet et betydeligt behov for arbejdskraft i regionen i de kommende år. Derfor er det meget positivt, at der er et stort og effektivt fokus på give de ledige de rette kompetencer”, siger Claus. F. Baunkjær, adm. direktør i Femern A/S.

    Arbejdsmarkedskonsulenterne, der afholder samtaler med de ledige er hele tiden opmærksomme på de områder, hvor der er efterspørgsel efter arbejdskraft. Målet er at udbud og efterspørgsel ligger så tæt på hinanden, så alle der kan bidrage har mulighed for det.

    “Corona-epidemien er gået hårdt ud over nogle brancher, og det har naturligvis betydning for ledighedstallene. Det er vigtigt at vi bruger midlerne, dér hvor der er flest jobmuligheder og dermed størst gevinst. Lige nu og over de næste mange år vil vi naturligvis arbejde målrettet med at bidrage med så mange kvalificerede ledige som muligt til områdets anlægsprojekter, så flest mulige af kommunens ledige kommer i job. Det er til gavn for den enkelte, for samfundet og eksempelvis for det store byggeri, som lige nu er i fuld gang” siger udvalgsformand Ole K. Larsen.

    Tallene er fra 2. halvår af 2020, hvor samfundet åbnede lidt op igen og det var muligt, at afvikle uddannelsesforløb. Den målrettede indsats vil fortsætte så snart Regeringen giver mulighed for det.

    Kontakt:

    2. viceborgmester Ole K. Larsen tlf.: 25 18 03 98 email: byokl@guldborgsund.dk

    Chefkonsulent, Cand.Comm. Rikke Betak Lund tlf.: 25180248 email: rblu@guldborgsund.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/guldborgsund-har-fordoblet-antallet-af-ledige-der-er-blevet-opkvalificeret?releaseId=13621966

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **