PRM / 36.421 landbrugere har søgt om landbrugsstøtte

    Pressemeddelelse fra Landbrugsstyrelsen

    Årets store maraton på landbrugsstøtten sluttede tirsdag midnat, og Landbrugsstyrelsen kan i dag konstatere, at i alt 36.421 landbrugere har indsendt deres ansøgning om grundbetaling, inden fristen udløb. Oprindeligt udløb ansøgningsfristen den 16. april, men efter ønske fra blandt andre Landbrug & Fødevarer besluttede Landbrugsstyrelsen at forlænge ansøgningsrunden med to ekstra hverdage.

    Og det gav pote, viser Landbrugsstyrelsens statistikker for de indsendte ansøgninger. I dagene efter fristforlængelsen fladede kurverne ud, og de sidste ansøgninger trillede roligt ind.

    – Det var netop det, vi ønskede at opnå med forlængelsen. Vi har i år haft en god ansøgningsrunde, men der var så mange, der skulle igennem i slutspurten, at det gav stor spidsbelastning på både mennesker og systemer, siger Gitte Jensen-Fangel, der er vicedirektør i Landbrugsstyrelsen.

    Nu forbereder vi næste runde

    Landbrugsstyrelsen kan følge med time for time, når ansøgningerne tikker ind. Det giver nyttig viden om spidsbelastninger og fremdrift, som styrelsen deler i en tæt og konstruktiv dialog med erhvervet igennem hele ansøgningsrunden. Og nu skal al denne viden indgå i forberedelserne af næste års ansøgningsrunde.

    – Dialogen fortsætter og vi går nu tilbage i maskinrummet sammen med erhvervet og kigger på, hvad vi kan skrue på for at give landbrugere og konsulenter de bedst mulige betingelser i næste års travle ansøgningsrunde, siger Gitte Jensen-Fangel.

    Der er stadig tid frem til 17. maj, hvis man vil ændre i sin indsendte ansøgning eller sende en sen ansøgning.

    Yderligere oplysninger

    Kontakt Landbrugsstyrelsens pressevagt på telefon 41892507

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/36421-landbrugere-har-sogt-om-landbrugsstotte?releaseId=13620446

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **