PRM / Årsrapport fra Danmarks Frie Forskningsfond: 454 nye ideer fik vinger i 2020

    Pressemeddelelse fra Danmarks Frie Forskningsfond

    Det skriver fonden, der netop har offentliggjort sin årsrapport for 2020.

    Læs Danmarks Frie Forskningsfonds årsrapport 2020 her.

    Med de 454 nye ideer har Danmarks Frie Forskningsfond støttet det højeste antal originale forskningsideer siden 2015. Bestyrelsesformand i Danmarks Frie Forskningsfond, Maja Horst, glæder sig over, at fonden har haft mulighed for at støtte så mange excellente ideer, og uddyber:

    “De 454 idéer er blevet udvalgt blandt et kompetent og meget bredt ansøgerfelt af enestående forskere. Det er tydeligt, at det gavner hele samfundet, når forskerne får støtte til at udfolde deres egne idéer og initiativer, fx som vi ser med udviklingen af covid-19-vaccinerne i 2020. Det er netop fordi den frie forskning skaber grundlaget for forskningsmæssige nybrud og bidrager til at højne kvaliteten af dansk forskning.”

    Hasteuddeling af corona-midler

    Året 2020 har også stået i coronaens tegn for Danmarks Frie Forskningsfond. Som led i at afhjælpe corona-krisen fik Danmarks Frie Forskningsfond i april til opgave at udmønte 22 millioner kroner til corona-relateret forskning af Uddannelses- og Forskningsministeren. Midlerne blev uddelt på rekordtid; der gik bare 16 dage fra opslaget kom ud, til projekterne både var vurderet fagligt, og beslutningen om at bevilge støtte til 15 projekter lå fast.

    Næsten 1.000 flere ansøgninger end sidste år

    Med 3.579 ansøgninger i 2020, sammenlignet med 2.647 ansøgninger i 2019, har fonden fået det højeste antal ansøgninger i fem år. Samtidig har fonden den laveste succesrate i over 10 år målt på antallet af ansøgninger, som fonden har kunnet give bevillinger til.

    “Det er vigtigt vedvarende at pleje og prioritere den frie forskning for at vedligeholde det forskningsfundament, som skal ruste os til fremtidens endnu ukendte udfordringer. Når vi ser så mange fantastiske, originale forskningsidéer, der kunne få støtte, skulle det gerne gå den anden vej med succesraterne. I 2021 ser vi frem til at forsætte med at udbygge grundlaget for forskningsmæssige nybrud og excellence i dansk forskning, når fonden uddeler de knap 1,5 mia. kr., som er afsat på Finansloven – bl.a. med 308 mio. kr. til grøn omstilling og knap 1,2 mia. kr. til den frie forskning,” siger Maja Horst.

    Årsrapporten 2020 for Danmarks Frie Forskningsfond blev offentliggjort dags dato.

    Læs Danmarks Frie Forskningsfonds årsrapport 2020 her.

    Kontakt:

    Bestyrelsesformand Maja Horst tlf.: 45 25 48 51 email: majho@dtu.dk

    Kommunikation og presse Karen Marie Bjørnstrup Vølund tlf.: 72318931 email: kmbv@ufm.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/arsrapport-fra-danmarks-frie-forskningsfond-454-nye-ideer-fik-vinger-i-2020?releaseId=13620434

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **