PRM / Kræftens Bekæmpelse dropper WIN WIN

    Pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse

    -Vi er blevet overrumplede af reaktionen på vores planer om at lancere et online-spil, så vi lægger det i mølposen, siger Kræftens Bekæmpelses direktør Jesper Fisker

    Kræftens Bekæmpelses planer om at lancere et online casino, hvor overskuddet skulle gå til kræftsagen, er i dag blevet droppet.

    – Det at spille er i dag i høj grad rykket på nettet, og vores tanke var, at vi ville lave et online spilformat som kunne samle penge ind – men på en måde, hvor vi forsøgte at undgå at folk blev afhængige, f.eks. ved at indføre beløbsgrænser, brug af nem-id og tvungne pauser. Vi synes, det var en god ide, men på baggrund af den massive reaktion vi oplever nu, lægger vi det ned, siger Jesper Fisker.

    Kræftens Bekæmpelses forskning, støtte og rådgivning af patienter og foreningens øvrige arbejde på kræftområdet, sker i høj grad for penge, som organisationen samler ind blandt danskerne, og både privatpersoner og virksomheder har gennem årtier har været meget positive over sagen og gavmilde i deres donationer til den. Kun 3 pct. af organisationens midler kommer fra det offentlige. Men indsamlingsmetoderne har skiftet med tiderne.

    – Vi har fået penge ind fra lotteri og spil i 40 år, så det er egentlig ikke noget nyt, men I dag er det online-spil, folk synes er interessante. Og det er derfor vi har kigget på de muligheder. Med det formål fortsat at kunne samle penge ind til de gode formål, siger direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker.

    Tvungne pauser og grænse for tab
    Men indtægterne fra de gammeldags typer lotteri har gennem flere år været vigende, samtidig med, at online spil er i kraftig vækst. Derfor Kræftens Bekæmpelse arbejdet et online spille format WIN WIN, hvor man via online spil, kan støtte arbejdet med forskning og rådgivning til patienter og pårørende.

    Han understreger dog, at man allerede fra begyndelse arbejdede med en række forholdsregler for WIN-WIN, således at det ikke ville lede til misbrug af spil-afhængige personer på sitet.

    – Vi har haft en ambition om at være klassens duks, ifht. at have online-spil på en forsvarlig måde og gøre det så svært som muligt at blive afhængig – bl.a. ved at lægge tvungne pauser ind og pop-op beskeder med oplysning om, hvor meget man har tabt eller vundet de seneste 90 min. Og vi har sat sætte max grænser for hvor meget man kan satse pr dag og pr måned, siger Jesper Fisker.

    Selv om sitet endnu ikke færdigudviklet valgte blev initiativet taget op i medierne og der har været reaktioner, som skaber bekymring i Kræftens Bekæmpelse.

    – Vi lytter til den kritik og bekymringer, der kan være om online spil. Så derfor har vi besluttet at lægge projektet ned, siger han.

    For mere information kontakt Kræftens Bekæmpelses pressetelefon på 35257400

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kraeftens-bekaempelse-dropper-win-win?releaseId=13619596

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **