Pressemeddelelse fra SMVdanmark
Deltagerne i DR’s “Løvens Hule” er en truet race. For på trods af skåltalerne om, at selvstændige iværksættere er afgørende for Danmarks økonomiske fremtid, så ser det skidt ud i den virkelige verden. Markant færre danskere vælger nemlig at blive selvstændige, og Danmark er det land i EU med den laveste andel af selvstændige.
Det viser en ny analyse fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 selvstændige og små og mellemstore virksomheder.
Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, mener, det er en meget bekymrende udvikling,
“Det er et stort problem og en kæmpe udfordring for vores samfund, for vi ved, at mange nye job skabes af iværksættere, der i mange tilfælde begynder som små selvstændige. Når vi som samfund over så mange år får færre, som ernærer sig selv, og får flere lønmodtagere, går vi glip af noget af den virkelyst, skaberkraft og innovation, der ligger i at være selvstændig,” siger han.
Analysen viser, at der i 1983 var 329.000 selvstændige i Danmark, hvilket svarede til 12,9 pct. af alle beskæftigede. 36 år senere, i 2019, er antallet faldet til 192.000, og udgør nu kun 6,6 pct. af alle beskæftigede. Samtidig har Danmark den laveste andel af selvstændige ud af alle beskæftigede i EU. I fx Holland er der ca. dobbelt så mange selvstændige som i Danmark, når man korrigerer for antal indbyggere.
“Det er tankevækkende at lande, vi normalt sammenligner os med, alle har en væsentligt større andel af befolkningen, der er selvstændige, end vi har. Det viser, at selv om vi naturligvis ikke alle kan og skal være selvstændige, så er det nuværende niveau ikke optimalt. Vi går glip af vækst og arbejdspladser i Danmark, når så relativt mange vælger vejen som lønmodtager,” siger Jakob Brandt.
Corona har ikke gjort det bedre
Der findes kun tal for antallet af selvstændige frem til og med 2019. Men Jakob Brandt frygter, at når vi har tal for 2020, vil faldet se endnu værre ud.
“Coronakrisen har udstillet, at der desværre gøres forskel på lønmodtagere og selvstændige i Danmark. Mange selvstændige står med en kæmpe regning for nedlukningen og restriktionerne, og har langt fra fået fuld kompensation. Lønmodtagerne har til gengæld kun skullet afholde nogle feriedage på tidspunkter, der måske ikke lige passede dem. Det er bestemt ikke noget, der motiverer til at løbe den risiko, det er at skabe en virksomhed,” siger han.
Han mener, at Danmark er blevet præget af en lønmodtagerkultur, og jo mere politisk opmærksomhed, der er på lønmodtagerne, jo mindre er der på at skabe gode vilkår for at starte egen virksomhed og skabe fremtidens vækst og ikke mindst jobs til de mange, der vælger et liv som lønmodtager.
“SMVdanmark foreslår, at vi gør det lettere og mere attraktivt at kaste sig ud i livet som selvstændig, fx ved at mindske bureaukratiet og omfanget af de eksisterende regler og love, der omfatter selvstændige. Skatter og afgifter bør også sænkes for at fremme gevinsten ved at starte egen virksomhed. Og selvstændige bør have bedre adgang til dagpenge, så man som selvstændig får mulighed for understøttelse allerede ved en konkursbegæring,” siger Jakob Brandt.
Kontakt:
Kommunikationschef David Elmer tlf.: +45 53 85 53 70 email: elmer@smvdanmark.dk
Adm. direktør i SMVdanmark Jakob Brandt tlf.: 24 25 27 27 email: brandt@smvdanmark.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-analyse-danmark-har-historisk-fa-selvstaendige-?releaseId=13619289
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **