Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S
Andelskassen kunne for nylig præsentere et fornuftigt årsregnskab for 2020, der viste et resultat før skat på 124,3 mio. kr., på trods af et år præget af COVID-19. Regnskabet og bankens aktiviteter i det forgangne år var på programmet, da banken afholdt digitalt aktionærmøde.
Normalt afholder Andelskassen et aktionærmøde i hver af de seks aktionærkredse, men grundet COVID-19 har banken i år valgt at slå møderne sammen til ét digitalt aktionærmøde, der er filmet og ligger tilgængelig for alle interesserede på bankens hjemmeside.
50.000 kr. til lokale ildsjæle i aktionærkreds Østjylland
Traditionen tro var et af mødets højdepunkter uddelingen af Andelskassens priser, hvor banken hvert år hylder en række ildsjæle for deres indsats og for at skabe glæde, udvikling og sammenhold rundt i lokalsamfundene. Andelskassen uddeler i alt 300.000 kr., og på baggrund af indstillinger vælges i hver af de seks aktionærkredse en modtager af Andelskasseprisen på 5.000 kr. og tre modtagere af Sammen kan vi mere-priserne på hver 15.000 kr.
Andelskasseprisen i aktionærkreds Østjylland tilfaldt ægteparret Ghita Tougaard og Bruno Svendsen for deres store frivillige indsats for Ålum og omegn. De formår at skabe arrangementer, der samler deltagere i alle aldre. Det løfter sammenholdet og selvforståelsen i byen indadtil og skaber positiv opmærksomhed udadtil.
De tre Sammen kan vi mere-priser i aktionærkreds Østjylland gik til:
Klejtrups ildsjæle, som består af et hold engagerede, passionerede og visionære personer, der stiller op, hver gang der er behov for opførelse, fornyelse og vedligehold af fællesområder i Klejtrup.
Seniorværkstedet ViGør, som er et aktivitetstilbud for seniorer 55+ år, der eksempelvis tilbyder stenhugning, trædrejning, musik, cykelhold og mange forskellige håndarbejder.
Valsgård Borgerforening og de frivillige, der styrer foreningen. De lægger hvert år mange frivillige timer til gavn for Valsgård borgere. De arrangerer forskellige årlige begivenheder og passer og plejer de grønne områder, skoven og tømmer skraldespande rundt om i byen.
De blev alle velfortjent belønnet for deres store indsats for lokalområderne.
Man kan læse mere om begrundelserne for prisuddelingerne samt se og lytte til prismodtagernes takketaler på Andelskassens hjemmeside.
Kontakt:
For yderligere oplysninger, kontakt venligst kommunikationskonsulent Maria Bugge på T: 87 99 30 74 eller E: mbm@andelskassen.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/andelskassen-uddelte-priser-for-300000-kr-pa-det-arlige-aktionaermode?releaseId=13618563
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **