PRM / Gladsaxe støtter coronaramt foreningsliv med 300.000 kroner

    Pressemeddelelse fra Gladsaxe Kommune

    Siden corona lukkede landet ned for et år siden har foreningerne måtte tilpasse deres aktiviteter efter de skiftende retningslinjer for at undgå smittespredning.

    Der har været perioder uden aktiviteter, perioder med kun udendørs aktivitet og perioder med max 10 forsamlede osv. Lige nu må foreninger samles udendørs til aktiviteter med højst 25 personer. Ud over de mange foreninger, der normalt har deres aktivitet udendørs, er der også mange indendørs foreninger, der nu mødes udendørs, til trods for kulden og det skiftende vejr.

    Længere sæson
    Mange indendørs foreninger plejer at stoppe deres aktiviteter i løbet af foråret. Nu da der har været lukket nogle måneder hen over vinteren, er der kommet henvendelser fra nogle, der ønsker at fortsætte længere indendørs.

    – Jeg er imponeret over de mange gode initiativer, hvor foreningerne mødes udenfor. Det viser, at der er en stor lyst til at komme i gang, både for at få bevæget sig, men også for det sociale fællesskabs skyld, som mange har savnet hen over vinteren. Derfor vil vi også prøve at hjælpe de foreninger, der ønsker at fortsætte med aktiviteterne i sommerferien, hvis det kan lade sig gøre, siger Katrine Skov, formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget.

    Særlig coronapulje til foreningerne
    Folkeoplysningsudvalget, som består af byrådsmedlemmer og foreningsrepræsentanter, har det seneste år haft stort fokus på foreningslivets udfordringer. Nu har udvalget så besluttet at afsætte en pulje på 300.000 kr., hvor foreninger kan søge støtte til ekstra udgifter i corona-tiden.

    – Mange foreninger har formået at fastholde deres medlemmer med online aktiviteter og stor opfindsomhed, mens andre har det rigtig svært. Det er vigtigt, at vi holder hånden under foreningslivet, fordi det er med til at sikre gladsaxeborgernes fysiske og mentale sundhed. Derfor har vi nu afsat en pulje på 300.000 for at hjælpe de trængte foreninger bedst muligt igennem den svære tid, så vi forhåbentlig undgår at miste nogen pga. coronaen, siger Serdal Benli, der er formand for Folkeoplysningsudvalget.

    Alle foreninger får besked om puljen, som skal søges senest 14. april. Efter ansøgningsfristen vil der være en kort behandlingstid, da målet er hurtigt at få hjælpen ud til foreningerne.

    Alle foreninger med medlemmer under 25 år indberetter hvert år medlemstal i januar måned, og derefter beregnes det årlige deltagertilskud fra kommunen.

    Det var med spænding, at udvalget studerede medlemstallene, for hvilke konsekvenser har det sidste år haft? Det viste sig, at der er stor forskel mellem foreningerne. Nogle har oplevet fremgang og andre tilbagegang, hvilket også ses i “normale” år.

    Virtuelt møde for foreninger
    Gladsaxe Kommune har med succes tidligere afholdt et virtuelt møde for foreningerne, og gør det nu igen. På mødet kommer der information om den nye pulje, retningslinjer for genåbning af foreningsaktiviteter og mulighed for at stille spørgsmål. Mødet afholdes 25. marts kl. 17. Der er sendt invitationer direkte til foreningerne.

    Kontakt:

    Formand for Folkeoplysningsudvalget Serdal Benli, mobil 27 20 88 60
    Formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget Katrine Skov, mobil: 29 66 00 46
    Kommunikationschef Ulla Baden, mobil: 22 76 56 22

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gladsaxe-stotter-coronaramt-foreningsliv-med-300000-kroner?releaseId=13617486

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **