PRM / Stigende coronasmitte i Jerne lukker Bakkeskolen Cosmos midlertidigt

    Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

    På kort tid er smitten med coronavirus steget markant i bydelen Jerne i det østlige Esbjerg. Styrelsen for Patientsikkerhed gør nu smitten op på sogne-niveau, og i Jerne Sogn har incidenstallet rundet 500. Det betyder, at der i den seneste uge er registreret flere end 500 smittede pr. 100.000 borgere.

    Som et led i indsatsen for at dæmme op for det lokale smitteudbrud lukker Esbjerg Kommune efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed nu Bakkeskolen Cosmos foreløbigt til og med den 17. marts.

    Anbefaling om test

    Også Bakkeskolen Cosmos har mærket konsekvenserne af den stigende smitte i Jerne, og i den seneste uge er flere elever og ansatte blevet testet positiv for coronavirus. Den udvikling skulle den midlertidige lukning gerne være med til at bremse, så skolen hurtigt igen kan tage del i den gradvise genåbning.

    Konkret bliver elever og ansatte sendt hjem hurtigst muligt og må tidligst møde op på skolen igen den 18. marts. I den periode foregår undervisningen i stedet på distancen, sådan som både elever og ansatte har prøvet det før. Dog tilbyder skolen nødpasning til de elever, der af forskellige grunde ikke kan være hjemme.

    Elever, forældre og ansatte er blevet orienteret om den midlertidige lukning, og skolen anbefaler på linje med Styrelsen for Patientsikkerhed, at alle lader sig teste i løbet af den næste uge, så smitten kan blive opsporet og smittekæderne brudt.

    Fortsætter opsøgende indsats

    Ifølge borgmester Jesper Frost Rasmussen har Esbjerg Kommune fulgt udviklingen af smitten i Jerne tæt, og hurtigt er forskellige tiltag sat i værk i samarbejde med lokale aktører i området. Der er og vil fortsat være lokale testmuligheder i området i de kommende dage.

    “Vi har reageret med det samme, og lokalt i Jerne har vi sat ind med en fokuseret og opsøgende indsats, hvor vi informerer og opfordrer til at lade sig teste og gå i isolation, hvis man er smittet eller nær kontakt til en smittet. Det fortsætter vi selvfølgelig med, så vi kan få smitten bragt ned. Et af værktøjerne i indsatsen er at lukke Bakkeskolen Cosmos i en kort periode, og jeg håber, at både familierne og skolens ansatte kan trække på erfaringerne med hjemmeundervisning og komme godt igennem”, siger Jesper Frost Rasmussen.

    Kontakt:

    Jesper Frost Rasmussen, borgmester, tlf. 27 24 18 00, jesra@esbjerg.dk

    Arne Nikolajsen, direktør, Sundhed & Omsorg, tlf. 23 47 71 28, arni@esbjerg.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stigende-coronasmitte-i-jerne-lukker-bakkeskolen-cosmos-midlertidigt?releaseId=13616189

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **