PRM / Furesø Kommune satser stort på grøn omstilling hos borgere og virksomheder

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Furesø Kommune har siden 2008 opnået en CO2-reduktion på 56 procent og en omstilling til 80 procent økologi i de kommunale køkkener.

    “Vi står på et rigtig solidt erfaringsgrundlag”, konstaterer Lene Munch-Petersen (A), der som formand for Udvalget for natur, miljø og grøn omstilling netop har været med til at vedtage det fremtidige sigte for den kommunale indsats for den grønne omstilling.

    “Som virksomhed har Furesø Kommune med konkrete handlinger skabt opsigtsvækkende, målbare effekter og vist, at den grønne omstilling er mulig. Det er et rigtig godt afsæt for de kommende års indsatser. Vi har i byrådet lagt os fast på konkrete mål for kommunens udvikling frem mod 2030, og her er det vigtigt, at vi som kommune kan understøtte alle borgere og virksomheder i kommunen i at reducere klimabelastningen i hverdagen,” siger hun.

    En række grønne foreninger har i løbet af 2019 og 2020 arbejdet tæt sammen med kommunen om lokale indsatser og projekter, der bidrager til den grønne omstilling. Det er lykkedes over al forventning.

    “Jeg har talt med mange borgere ved de grønne arrangementer, vi har holdt i Furesø, og jeg er virkelig imponeret over, hvor mange borgere der er i gang med at ændre vaner. Folk bruger ikke længere sprøjtegifte, de cykler mere, spiser flere grøntsager, spiser mindre kød, reducerer forbruget af plastik og affaldssorterer meget mere. Små og store indsatser, der er helt nødvendige for, at vi som samfund kommer i mål med den grønne omstilling,” fortæller Lene Munch-Petersen og tilføjer, at de mange idéer og initiativerne nu skal ud til borgere og virksomheder i stor skala.

    De konkrete indsatser handler blandt andet om at fremme grøn mobilitet med særligt fokus på at gøre det nemt at opsætte el-ladestandere ved boliger og virksomheder, gøre det nemt at vælge en delebilsordning og fremme cyklisme og kollektiv transport. Vejret bliver vildere, vådere og varmere, og derfor skal flere kende til fordelene ved såkaldte LAR-løsninger, hvor regnvand bliver på grunden i stedet for at blive ledt væk. Endelig skal flere boligejere tilskyndes til at klimaoptimere boligen og reducere dens energiforbrug.

    Sideløbende med det nære har Furesø Kommune og 20 andre kommuner anlagt et overordnet perspektiv med udarbejdelsen af en DK2020-klimaplan.

    Den databaserede plan fastlægger skridtene mod at nå de internationale forpligtelser i Parisaftalen, fortæller Øjvind Vilsholm (Ø), der er næstformand i Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling.
    “DK 2020 er et nyt og værdifuldt projekt, hvor vi får kortlagt alle de indsatser, der er besluttet og har betydning for udledning af drivhusgasser og klimatilpasning. Med kortlægningen får vi beregninger på, hvor meget hver indsats reducerer udledningen af klimagasser. Dermed har vi også et bedre grundlag for at vælge de rigtige indsatser, så vi reducerer udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden 2030 og kan nå en netto nul-udledning i 2050,” siger han.
    “Vi arbejder altså med klimaet på alle niveauer. Fra de helt hverdagsnære initiativer, der fremmer den grønne omstilling her og nu, til en ambitiøs og fuldstændig nødvendig plan for, hvordan vi vil komme i mål med vores andel af 2030-målene. Og endelig helt frem til et stop for CO2-udledninger, når vi når 2050. Det er jeg rigtig godt tilfreds med,” slutter Øjvind Vilsholm.

    Kontakt:

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Lene Munch-Petersen (A) email: lmp@furesoe.dk

    Øjvind Vilsholm (Ø) email: oev@furesoe.dk

    By- og kulturdirektør Claus Torp email: clt1@furesoe.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fureso-kommune-satser-stort-pa-gron-omstilling-hos-borgere-og-virksomheder?releaseId=13616190

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **