PRM / Brug for større faglighed i den grønne omstilling

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    En fjerdedel af alle renoveringsprojekter overholder tilsyneladende ikke energikravene i Bygningsreglementet. Det er hovedkonklusionen i en ny analyse fra Energistyrelsen og Bolig- og Planstyrelsen.

    “Med tanke på, hvor vigtige energieffektiviseringer er for den grønne omstilling, er det bekymrende, at der stadig er så stor en del af klimaskærmsprojekterne, som ikke er tilstrækkeligt energioptimerede. For når ikke kravene overholdes, ender det med et energispild, vi ikke har råd til, hvis klimamålene skal nås,” siger Maria Christina Rizzo, konsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

    Hun ærgrer sig dog over, at den nye rapport i overvejende grad fokuserer på boligernes klimaskærm – eksempelvis vinduer og isolering – mens tekniske installationer som fx opvarmning med varmepumper stort set overses.

    “Vi fylder konstant mere teknik ind i vore bygninger, og tekniske installationer fylder stadigt mere af den samlede byggesum. Samtidig ved vi fra tidligere undersøgelser, at det netop er velfungerende tekniske installationer, der giver mest grøn omstilling og CO2-reduktion for pengene, når vores hjemlige energiforbrug skal reduceres,” siger Maria Christina Rizzo og uddyber:

    “Derfor burde netop disse områder også have en mere fremtrædende rolle, når vi kortlægger den håndværksmæssige kvalitet af renoveringsprojekter. Og det er ærgerligt, at rapporten ikke kortlægger status for alle byggeriets aktører,” siger hun.

    Rapporten peger også på behovet for i højere grad at undervise i energikravene på erhvervsuddannelserne, så elever og lærlinge bliver klædt bedre på til at træde ind i den grønne omstilling. Et behov, Maria Christina Rizzo bakker op om. Hun understreger, at man på de tekniske uddannelser faktisk allerede ER godt i gang med dette arbejde.

    “Eksempelvis er vvs-energiuddannelsen blevet styrket med mere fokus på klima med nye elementer som IoT, intelligente installationer og varmepumper for at klæde den nye generation af faglærte på, så deres kompetencer bedst muligt understøtter den grønne omstilling. Vi skal heller ikke glemme, at rigtig mange virksomheder løbende styrker deres kompetencer på området. Det sker fx i forhold til varmepumper lige for tiden. Men det er naturligvis vigtigt, at alle relevante erhvervsuddannelser springer med på den grønne bølge,” siger hun.

    Til gengæld rammer analysen plet, når den understreger, hvor vigtig en rolle økonomien spiller for boligejernes lyst til at give deres bolig en grøn overhaling.

    “Det svarer til resultaterne fra vores egen seneste befolkningsundersøgelse, hvor 60 procent af boligejerne blandt andet svarede, at økonomiske tilskud eller støtteordninger i nogen eller høj grad havde betydning for deres lyst til at investere i energirenoveringer af deres hjem. Derfor er der også brug for at fastholde det politiske fokus på netop dette område, som man på det seneste også har gjort det med fx det styrkede håndværkerfradrag og Bygningspuljen,” siger Maria Christina Rizzo.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Maria Christina Rizzo, konsulent hos i TEKNIQ Arbejdsgiverne – mobil: 60 43 57 67

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/brug-for-storre-faglighed-i-den-gronne-omstilling?releaseId=13614708

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **