PRM / Dansk Metal: Tiltrængt håndsrækning til erhvervsuddannelserne skal sikre elevernes faglighed

    Pressemeddelelse fra Dansk Metal

    Erhvervsskoleelevers faglige udvikling, særligt den praktiske, er udfordret under nedlukningen af erhvervsuddannelserne. De modtager i disse måneder hjemmeundervisning via Microsoft Teams og Zoom ligesom alle andre. Det giver dog større udfordringer for elever i praktiske fag som mekaniker og industritekniker end for mere teoretiske uddannelser:

    Lige nu sidder erhvervsskoleelever hjemme og har undervisning fra deres computer ligesom alle andre. Det giver dem nogle store udfordringer, da deres 20 ugers grundforløb både indeholder teori og praksis. De har kunnet få den teoriske del via skærmen, men du kan simpelthen ikke lære at håndtere en CNC-maskine eller reparere en motor uden at bruge hænderne. Derfor frygter vi i Dansk Metal, at det vil betyde, at eleverne falder fra, fordi de ikke føler sig rustet til den praktiske del af uddannelsen,” siger Kasper Palm, forbundssekretær i Dansk Metal.

    Derfor er det positivt, at regeringen og et enigt Folketing netop er blevet enige om en aftale, som giver en tiltrængt håndsrækning til blandt andet erhvervsskoleeleverne. Aftalen betyder, at både erhvervsskolernes grundforløb 2 og hovedforløb i forbindelse med afsluttende prøve kan forlænges, så eleverne kan indhente det tabte. Derudover afsættes der også midler til de elever, som har behov for ekstra støtte.

    Det er rigtig godt, at eleverne nu kan få forlænget deres Grundforløb og Hovedforløb, så de forhåbentlig i foråret kan indhente det tabte. Den praktiske læring er vigtig, når lærlingene skal ud at finde en praktikplads. Derfor er det godt, at denne del prioriteres.” siger Kasper Palm, forbundssekretær i Dansk Metal.

    Derudover forlænger aftalen perioden for at blive optaget i ekstraordinær skolepraktik:

    Det er godt, at man har forlænget perioden, hvor man kan blive optaget i skolepraktik. Vi havde dog gerne set, at de, der blev optaget, også fik mulighed for at gøre deres uddannelse færdig i skolepraktik, hvis de ikke har mulighed for at finde en praktikplads, når den ekstraordinære skolepraktik ender pr. 31/12-21.” slutter Kasper Palm, forbundssekretær i Dansk Metal.

    Kontakt:

    Pressekonsulent Petrine Jørgensen tlf.: 30583186 email: pejr@danskmetal.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-metal-tiltraengt-handsraekning-til-erhvervsuddannelserne-skal-sikre-elevernes-faglighed?releaseId=13612374

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **