PRM / Dansk Metal: Energiø er dansk energihistorie

    Pressemeddelelse fra Dansk Metal

    Et bredt flertal af Folketingets partiet har besluttet rammerne for den kommende energiø i Nordsøen. Dansk Metals formand, Claus Jensen, er meget positiv over dagens nyhed:

    “Det er positivt, at rammerne for den kommende energiø i Nordsøen er på plads. Energiøen vil blive et stykke dansk energihistorie, som udlandet i den grad vil lægge mærke til. Vi kommer til at kunne producere grøn strøm i mængder, som vi ikke kan nu. Og vi får skabt gode danske arbejdspladser, ved at vi får udbygget vores position som verdensførende inden for havvind.”

    Claus Jensen ser et stort potentiale i energiøen, hvor nye og innovative teknologier kan få optimale forhold for at skabe arbejdspladser og bidrage til den grønne omstilling:

    “Energiøen i Nordsøen vil blive den første af sin slags i verden. Den vil producere meget store mængder havvind, og så vil den skabe mulighed for at udvikle og anvende nye, innovative teknologier som Power-to-X og storskala energilagring. Her skal vi være i front i Danmark, og det kan energiøen være med til at sikre,” siger Claus Jensen og slutter:

    “Jeg er rigtig glad for, at rammerne for energiøen er blevet besluttet af så bredt et udsnit af Folketingets partier. Vi har brug for at sikre stabile og faste rammer for så store beslutninger, og det sikrer den brede aftale. Nu gælder det om at komme hurtigt videre, for vi har brug for de arbejdspladser, men også for den grønne omstillings skyld.”

    Kontakt:

    Pressechef Mads Rattenborg Hersbøll tlf.: 21558828 email: mahe@danskmetal.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-metal-energio-er-dansk-energihistorie?releaseId=13611142

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **