PRM / Akademikerne indgår hovedaftale med Kooperationen

    Pressemeddelelse fra Akademikerne

    Akademikere i Kooperationens medlemsvirksomheder, som tæller en række kooperative- og socialøkonomiske virksomheder og organisationer i NGO-sektoren, har nu fået formelle rammer om deres kollektive arbejdsretslige forhold. Det er realiteterne efter, at akademikerområdet er blevet omfattet af en dugfrisk hovedaftale, som ud over at fastsætte spillereglerne omkring de kollektive overenskomster, indeholder nytænkning om bl.a. talspersoner samt fælles intentioner om et styrket samarbejde til gavn for både Kooperationens virksomheder og deres ansatte. Begge parter melder om et godt forhandlingsforløb, og glæder sig over, at det nu slås fast at alle akademikere har ret til et arbejde, hvor medbestemmelse og kompetenceudvikling går hånd i hånd med ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

    I Kooperationen er man glade for, at akademikere nu er omfattet af en hovedaftale:

    “Jeg er rigtig glad for denne aftale. Helt overordnet har vi nu sikret, at akademikere ansat i Kooperationens medlemsvirksomheder også er omfattet af den danske model. Fagretslige sager, som ellers kunne trække ud og slide unødvendigt meget på de involverede parter, kan nu løses langt mere smidigt. Med indførelse af talsperson-begrebet bidrager vi til at styrke dialogen mellem ledelser og medarbejdere ude på arbejdspladserne. Det er med andre ord en rigtig god hovedaftale for både arbejdsgiver og arbejdstager”, siger Susanne Westhausen, direktør i Kooperationen.

    Akademikernes formand Lars Qvistgaard udtaler:

    “Det er altid glædeligt, når der kan indgås en hovedaftale, som sikrer rammerne for samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter og ikke mindst på det private område, hvor vi bliver flere og flere akademikere. Hovedaftalen her er endnu et eksempel på, at den danske model virker og er det bedste udgangspunkt for at skabe gode arbejdspladser.”

    Hos Akademikerne og medlemsorganisationerne har der længe været fokus på at sikre rammerne for ansatte i NGO-sektoren. Lars Qvistgaard er derfor særligt glad for udsigten til netop det:

    “Akademikerne og vores medlemsorganisationer har længe været optaget af at sikre gode rammer og vilkår i bl.a. NGO-sektoren, hvor der til tider er et presset arbejdsmiljø. Jeg vil gerne takke Kooperationen for et godt forhandlingsforløb, og jeg ser frem til at fortsætte det gode samarbejde om at understøtte en positiv udvikling i NGO-sektoren og de øvrige medlemsvirksomheder.”

    Den nye hovedaftale dækker akademikere ansat i Kooperationens medlemsvirksomheder og træder i kraft 1. Januar 2021.

    Yderligere kommentarer:

    Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne: tlf: 21472686

    Susanne Westhausen, direktør i Kooperationen tlf: 22 25 00 07

    Kooperationen er arbejdsgiver- og interesseorganisation for kooperative og socialøkonomiske virksomheder i Danmark, herunder en række NGO’er. På tværs af brancher og selskabsformer arbejder Kooperationen ud fra værdier om demokratisk deltagelse og samfundsmæssig bæredygtighed.

    Akademikerne er hovedorganisation og talerør for 431.000 offentligt og privat ansatte og udgør den akademiske fagbevægelse. Akademikerne tæller 28 faglige organisationer, som har del i hovedaftalen, og som har det til fælles, at de organiserer medlemmer med en lang videregående uddannelse. Akademikerne arbejder sammen med medlemsorganisationerne for at sikre et attraktivt akademisk arbejdsmarked.

    Talspersoner. Som noget helt nyt er der i Hovedaftalen aftalt, at de ansatte akademikere – som led i en drøftelse om indgåelse af en overenskomst – kan udpege en talsperson iblandt dem til at varetage drøftelserne. Talspersonen er beskyttet mod afskedigelse begrundet i udøvelse af funktionen. Rollen som talsperson ophører, når der bliver anmeldt en tillidsrepræsentant i henhold til den nye overenskomst. Det er parternes intention at rollen som talsperson kan lette processen med at få overenskomstdækket akademikerne.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/akademikerne-indgar-hovedaftale-med-kooperationen?releaseId=13606038

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **