PRM / Iværksætteri blev til business i EU-projekt: “Det skal ikke bare være okay, det skal være forretning”

    Pressemeddelelse fra Erhvervsstyrelsen

    Man tager 25 mio. kr. fra EU’s Socialfond, 1.405 iværksættere fra Syddanmark og investerer fem års hårdt arbejde. Så når man de positive resultater, som socialfondsprojektet Medstrøm i Syddanmark har præsteret: 300 nye jobs, 355 mio. kr. i meromsætning, de deltagende iværksættervirksomheder overlever i større tal end tidligere, og kvindelige iværksættere er strømmet til i hidtil uset omfang.

    Projektet er netop afsluttet, og for projektleder Jonathan Broch Jacobsen viser resultaterne potentialet i helt almindelige iværksættervirksomheder, hvor høj vækst ikke står øverst på dagsordenen.

    “Iværksætterne har opnået en højere overlevelsesgrad og højere vækst, end vi havde turdet håbe på. Der er helt klart mere potentiale i iværksættervækstlaget, end vi troede. Langt det meste af meromsætningen kommer fra virksomheder, som kunne være startet af dig og mig,” siger projektlederen og tilføjer, at iværksættere som dem fra Medstrøm findes over hele landet.

    Væksten kom med professionaliseringen

    Projektets stærke vækstresultater skal ses i lyset af, at Medstrøms iværksættere både kommer fra de kreative erhverv i Syddanmark og fra andre erhverv, hvor det ikke er typisk at springe ud som iværksætter – fx lærere og sygeplejersker.

    —————————–

    Nøgletal for Medstrøm

    • 1.405 personer har siden 2016 deltaget i et eller flere af forløb i Medstrøm.
    • Der er opnået 355 mio. kr. i akkumuleret meromsætning for deltagerne.
    • 69 pct. vurderer, at deres forudsætninger for at overleve er højere efter deltagelsen.
    • 68 pct. vurderer, at deres forudsætninger for at vækste er højere end før.
    • 76 pct. har “i høj grad” eller “i meget høj grad” haft udbytte af at deltage.
    • 88 pct. har overlevet i deres virksomhed efter fire år – gns. for Region Syddanmark: 67 pct.

    Kilde: Slutevaluering, Erhvervsstyrelsen

    ——————————

    De er interesseret i at drive en sund virksomhed, men de starter ikke nødvendigvis med et ønske om at vokse sig store med flere ansatte under sig.

    “Mange har fået stigende ambitioner undervejs i projektet og lyst til at ansætte flere medarbejdere, selvom det ikke var deres oprindelige tanke,” siger projektlederen.

    Virksomhederne har deltaget i et eller flere af Medstrøms fire forløb: “Tankestrøm” med afklaring, “Power-Up” med opstart, forretningsudvikling i “Strømstyrke” og endelig “Højspænding” for iværksættere, der vil ekspandere og skalere. De fire forløb har ramt iværksætterne dér, hvor de er på deres udviklingsrejse, og forløbene har bidraget til at skabe overblik og klarhed for virksomhederne.

    “Iværksættere er som regel vant til at udvikle idéer, og de er vilde med deres eget produkt eller idé, men man kan ikke overleve som iværksætter, hvis man ikke også synes, at det er interessant at drive forretning. Det er det, vi har givet dem,” sigerJonathan Broch Jacobsen, Medstrøm.

    Han tilføjer:

    “Vi har ikke krævet, at virksomhederne skulle levere vækst i Medstrøm, men det har været en underliggende præmis i projektet, at de skulle professionalisere deres virksomhed. Og det har altså skabt vækst…

    Methe Danefeldt var uerfaren med at drive forretning, da hun meldte sig til “Tankestrøm”. Som folkeskolelærer og udøvende musiker havde hun planer om at starte virksomhed med musikalske tilbud inden for bl.a. teambuilding.

    “Jeg havde intet begreb om, hvordan jeg skulle starte, og “Tankestrøm” var en kæmpe hjælp til at strukturere og konkretisere mine tanker og blive peget videre i den rigtige retning.”

    I dag driver hun fortsat sin virksomhed i eget navn og har som sidegevinst fået et sparringsnetværk, som hun fortsat gør brug af.

    “Det er ikke farligt at gå nogle trin højere op på stigen”

    Mikkel Hansen, indehaver af Move It Fitness i Kolding, der tilbyder personlig træning og coaching, havde ikke store vækstambitioner for sin enmandsvirksomhed. Det ændrede deltagelsen i forløbet “Strømstyrke”:

    “Jeg startede på gulvet og havde alle kunderne selv, men undervejs i “Strømstyrke” så jeg mulighederne i at ansætte trænere, der kan ekspedere flere kunder. Vi er nu tre medarbejdere og har åbnet eget træningsstudie,” siger Mikkel Hansen og tilføjer:

    “Jeg har fået blod på tanden til at tænke større tanker i stedet for at gå og putte mig og tænke, at det bare skal være på et okay niveau. Det skal være forretning, og det er ikke farligt at gå nogle trin højere op på stigen.”

    70 procent af deltagerne i Medstrøm har været kvindelige iværksættere, hvilket er overraskende, da kun hver fjerde nye iværksætter på landsplan er kvinde (Iværksætterbarometeret, 2019). En af dem er Hanne Mouritsen, der driver undervisningsvirksomheden Yogaiskolen.dk i Vejle, var med stor succes på “Strømstyrke” i foråret 2020.

    “Jeg ville udvikle min virksomhed, og det har været succesfuldt for mig, fordi det er gået op for mig, hvilke processer der ligger bag det at drive en virksomhed. Jeg er blevet langt skarpere på mine værdier, og jeg fik i det hele taget mulighed for at se længere ud mod horisonten end den daglige drift,” siger Hanne Mouritsen.

    Hun er efter en brandingproces nu ved at skifte navn på virksomheden til Pure Nordic Yoga og er på vej ud i Norden og Kina med sine produkter og undervisning.

    Borgmester: Succesfyldt tværkommunalt samarbejde

    De fire forløb i Medstrøm er drevet af fire partnere i projektet: Syddansk Universitet Kolding, Spinderihallerne Vejle, Business Kolding og Fremtidsfabrikken Svendborg, som er operatør.

    Det har skabt et frugtbart samarbejde på tværs af kommunegrænser, og i Svendborg Kommune mener borgmester Bo Hansen, at andre egne i landet med fordel kan skæve til Medstrøms succes.

    “Iværksætteri har kæmpestor betydning for jobskabelsen og kommunernes sammenhængskraft. I udkantskommunerne ser vi desværre, at det kan være svært at finde fuldtidsansættelser inden for specifikke brancher, og iværksættervejen kan derfor være eneste løsning. Derfor er det fantastisk, at Medstrøm har vist iværksætterne, hvordan man skaber omsætning og arbejdspladser i deres virksomheder,” siger borgmesteren.

    ——————————

    De fire forløb i Medstrøm

    Tankestrøm: Korte iværksætter-camps på 2-5 dage. Det er primært et forløb for de, der går med tanker om at blive iværksættere, men mangler en “syretest” på forretningsideen.

    • 703 har deltaget (71 pct. kvinder)
    • 16 pct. af deltagerne havde en virksomhed forinden
    • 17 pct. har startet virksomhed efter deltagelse

    Power-Up: Korte, intensive opstartsforløb på typisk 3-4 måneder. Deltagerne får her basale byggesten til egen virksomhed:

    • 339 har deltaget (74 pct. kvinder).
    • 31 pct. af deltagerne havde en virksomhed forinden
    • 32 pct. har startet virksomhed efter deltagelse

    Strømstyrke: Seks måneders forretningsudviklingsforløb for iværksættere, der er kommet godt i gang, men har brug for hjælp og inspiration til at komme videre.

    • 364 har deltaget (68 pct. kvinder)
    • Gns. omsætning ved start: 443.284 kr.
    • Gns. vækst efter deltagelse: +43 pct.

    Højspænding: Individuelle vækstforløb over et år i samarbejde med forretningsudviklere – og med ekspansion og skalering som mål.

    • 53 virksomheder, 75 personer (30 pct. kvinder)
    • 32 pct. har modtaget anden støtte eller puljer under eller efter deltagelse.
    • Støttebeløb: gns. 34.500 kr.
    • Egen investering: gns. 25.250 kr.

    ——————————

    FAKTA Om Medstrøm (tidl. Kreativitet & Iværksætteri)

    Projektet strakte sig fra september 2015 til november 2020.

    Målet var at skabe øget iværksætteri og vækst inden for de kreative erhverv i Syddanmark – og at fremme en forretnings- og vækstorienteret kultur omkring kreative virksomheder.

    1.405 iværksættere har deltaget i ét eller flere af i alt 124 forløb – og ca. 90 pct. har gennemført.

    EU’s Socialfond har støttet projektet med 25,1 mio. kr.

    Operatør er Fremtidsfabrikken ved Svendborg Kommune, og med i partnerskabet er Spinderihallerne, Business Kolding, IER Udvikling | SDU, Erhvervsakademiet Lillebælt, MakerLab Svendborg, Erhvervshus Sydjylland, Erhvervshus Fyn, Turist- og Erhvervsforeningen Langeland, Ærø Turist- og Erhvervsforening samt kommunerne Svendborg, Vejle, Kolding, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Ærø.

    Læs om Medstrøm i Erhvervsstyrelsens projektdatabase

    Læs mere på Medstrøms hjemmeside

    FAKTA Om EU’s Socialfond

    I perioden 2014-2020 investerer EU’s Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.

    Socialfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion. Vi skal have flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for at øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst. Derfor medfinansierer EU’s Socialfond projekter, der skal:

    • Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
    • Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
    • Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser.

    Kontakt:

    Jonathan Broch Jacobsen, Medstrøm, projektleder, Svendborg Kommune – 30 17 44 61 og jonathan.broch.jacobsen@svendborg.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ivaerksaetteri-blev-til-business-i-eu-projekt-det-skal-ikke-bare-vaere-okay-det-skal-vaere-forretning?releaseId=13606060

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **