Pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer
Det er en hjerteskærende situation, når minkavlerne og deres familier nu står foran at skulle nedlægge hele deres produktion. Det er livsværk – ofte gennem generationer – der skal afsluttes meget pludseligt. Derfor er det også afgørende, at myndighederne opfører sig ordentligt og ansvarligt.
– Indtil nu har regeringen og myndighederne ikke præsteret på dette punkt. Fra starten har der været en enorm slingrekurs om linjen. Erhvervet er ikke blevet inddraget, og informationen undervejs har været helt urimeligt mangelfuld. Og det er endda i en situation, hvor regeringen har truffet beslutningerne alene og uden forudgående forhandling med Folketingets partier. De seneste dage har man også kunne se mange internationale forskere stille spørgsmålstegn ved det faglige grundlag – noget regeringen reelt kun besvarer med ekstrem forsigtighed. Det faglige grundlag må forfølges videre, uanset at regeringens beslutning står fast, siger Anne Lawaetz Arhnung, adm. direktør, Landbrug & Fødevarer
Der hviler et tungt ansvar på regeringen. Ansvar for åben og ærlig dialog med de mange mennesker, der får omvæltet deres liv på grund af denne beslutning. Det gælder grundlaget for beslutningen, men det gælder i høj grad også det økonomiske sikkerhedsnet for de mange familier, der berøres.
Ingen vil gamble med folkesundheden – og derfor har erhvervet også fra start været ansvarlige og har respekteret regeringens beslutning. Men det stiller minkavlerne i en uhørt sårbar situation, når de skal slå deres besætninger ned uden at have tilstrækkelig sikkerhed for fremtiden.
– I dansk landbrug står vi side om side med minkavlerne, og vi må vi kræve klare og tydelige garantier for erstatning til minkavlerne og den øvrige værdikæde. Regeringen nævner en “fair kompensation”, og set fra vores side betyder det, at minkavlerne får erstatning ikke bare for dyrene men for alle dele af deres virksomhed, når der reelt er tale om total nedlukning af hele erhvervet, siger Søren Søndergaard, formand, Landbrug & Fødevarer
Yderligerer kontakt til Anne Lawaetz Arhnung og Søren Søndergaard via presserådgiver Mille Marie Christensen,
61702047Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/regeringen-ma-nu-give-klare-garantier-til-minkavlerne?releaseId=13603878
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **