PRM / Empati forebygger COVID-19-spredning

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Aarhus BSS

    Empati for sårbare personer i risikogrupperne motiverer os til at bruge mundbind og holde afstand, så vi dermed bidrager til at forebygge spredningen af COVID-19, viser studiet, som er udgivet i tidsskriftet ‘Psychological Science’.

    “Vi viser, at empati for de mest sårbare er en vigtig faktor, og at den kan bruges aktivt til at bekæmpe pandemien. Jeg mener, at myndighederne kan bruge vores nye viden direkte i deres bestræbelser på at få flere til at følge retningslinjerne – og i sidste ende redde liv,” siger Stefan Pfattheicher, der er lektor på Psykologisk Institut ved Aarhus BSS, Aarhus Universitet.

    Han står i spidsen for studiet, hvor forskerne i første omgang har testet, hvilken sammenhæng, der er mellem deltagernes empati og deres forhold til social distancering. Det har de testet med to spørgeskemaundersøgelser på tværs af tre lande. Deltagerne er for eksempel blevet spurgt til – på en skala fra 1 til 5 – hvor bekymrede de er for dem, som er mest sårbare over for coronavirus. Efterfølgende er de blevet spurgt til blandt andet, i hvilket omfang de selv undgår social kontakt på grund af coronavirus. Sammenhængen er klar. Jo højere grad af empati, jo større fokus på at reducere social kontakt.

    Nok så vigtigt viser studiet, hvordan det konkret er muligt at vække empati hos flere – og derved også at gøre flere villige til at følge anbefalingerne om at holde afstand og bære mundbind.

    Konkrete personer vækker empati
    I to eksperimenter har forskerne testet, hvilken forskel det gør for deltagernes villighed til at følge anbefalingerne, om de blot bliver informeret om effekten af de to tiltag, eller om de også bliver præsenteret for en sårbar person. I de to eksperimenter præsenteres deltagerne for personer, der på hver deres måde er ramt af coronavirussen. I begge eksperimenter er der også kontrolgrupper, som alene får information om effekten af enten mundbind eller fysisk afstand. Og konklusionen er klar. De deltagere, der får den menneskelige historie, rapporterer en højere grad af empati. Og også en større villighed til henholdsvis fysisk distancering og brug af mundbind.

    “Vores resultater tyder på, at vi skal have et ansigt på. Det er ikke nok at fortælle os, at vi skal holde afstand og bære mundbind af hensyn til udsatte medborgere generelt. Men når vi bliver konfronteret med en konkret person, som er sårbar over for COVID-19, er det tydeligt, at empatien styrkes, og at vi bliver mere tilbøjelige til at følge retningslinjerne,” siger Stefan Pfattheicher.

    “Det er vores klare anbefaling, at myndighederne tænker denne viden om følelsesmæssig påvirkning ind i deres kommunikationsindsats,” siger Michael Bang Petersen, som er professor ved Institut for Statskundskab og medforfatter på den videnskabelige artikel.

    Han fremhæver som et godt eksempel, at den danske regering i disse dage har lanceret et afstandsbadge, som kan hentes på landets apoteker og bæres af særligt sårbare borgere.

    “Det kan formentlig vække empati og påvirke andre borgeres adfærd. Det er i hvert fald én metode til at sætte ansigt på de særligt sårbare,” siger Michael Bang Petersen.

    Om studiet

    Undersøgelserne er foretaget i Tyskland, Storbritannien og USA. Sammenhængen mellem empati og villighed til at holde afstand og bære mundbind gør sig gældende på tværs af landene, og forskerne vurderer, at resultaterne kan overføres til Danmark og den vestlige verden i øvrigt.

    Stefan Pfattheicher og Michael Bang Petersen fra Aarhus BSS har samarbejdet med Laila Nockur og Claudia Sassenrath fra Ulm Universitet samt Robert Böhm fra Københavns Universitet.

    Kontakt:

    Stefan Pfattheicher, lektor, Psykologisk Institut, Aarhus BSS, Aarhus Universitet
    Telefon: 8716 5785
    E-mail: sp@psy.au.dk
    (Giver interview på engelsk og tysk og besvarer e-mailhenvendelser skrevet på dansk)

    Michael Bang Petersen, professor, Institut for Statskundskab, Aarhus BSS, Aarhus Universitet
    Telefon: 8716 5729
    Mobil: 2077 5944
    E-mail: michael@ps.au.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/empati-forebygger-covid-19-spredning?releaseId=13602284

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **