PRM / Fra Grønland til Japan: Dansk filmprojekt skal gøre børn verden over til mere kritiske forbrugere

    Pressemeddelelse fra VIA University College

    Film kan forbinde os! Sådan lyder budskabet fra et nyt internationalt netværk, der skal styrke filmforståelsen og forestillingsevnen hos børn og unge over hele verden.

    Netværket hedder FLY (Film Literacy Years), og det er den danske animationsskole The Animation Workshop, VIA, der står bag.

    “Vi ved fra forskning, at det styrker både indlæringsevne og motivation hos eleverne, når der inddrages filmproduktion i undervisningen,” fortæller Sia Søndergaard, der er projektleder hos The Animation Workshop, VIA.

    Hun henviser til treårigt forskningsprojekt, hvor man har fulgt over 10.000 folkeskoleelever i Viborg Kommune.

    “Her sås det tydeligt, at det giver et større læringsudbytte, når man skal transformere sin viden fra én udtryksform til en anden. Det kan være ved at lave en film om et emne i geografi, frem for at skrive en rapport, eller formidle en Ole Lund Kirkegård-historie gennem film frem for at skrive en boganmeldelse.”

    Filmpædagogisk netværk i Grønland
    Projektet FLY er et netværk, hvor folkeskolelærer deler viden om filmproduktion i undervisningen – hjulpet i gang af fagfolk inden for filmproduktion.

    Projektet er allerede i gang flere steder i verden, blandt andet både Japan, Island og Grønland, og i september mødtes ti tilknyttede lande til en online konference for at dele erfaringer.

    I Grønland mødes lærere, lærestuderende og konsulenter inden for filmbranchen i et filmpædagogisk netværk tre gange årligt. Næste gang er i oktober, hvor lærere og elever blandt andet skal producere lommefilm, som slutningsvis vises for interesserede borgere i Nuuk.

    Samarbejdet er en del af et stort tværkommunalt læringsprojekt i Grønland under navnet Kivitsisa, der betyder “Lad os løfte”.

    “Kivitsisas mål er at gøre undervisningen mere undersøgende, eksperimenterende, producerende, skabende og formidlende. Derfor er vi meget glade for vores samarbejde med The Animation Workshop, da samarbejdet kan virkeliggøre vores mission”, siger Magdalene Abelsen som er Læringskonsulent i Sermersooq Kommune og tilknyttet Kivitsisa.

    Mere kritiske forbrugere
    Tankegangen bag FLY-netværket er at dele erfaringer på tværs af landegrænser og professioner.

    “Formålet er at sprede ringene på skolerne. Hver gang vi mødes, deler lærerne og konsulenterne erfaringer fra deres eget praksis med at bruge filmproduktion i undervisningen, vi inspirerer hinanden, og lærerne har nye ideer til undervisningen med hjem til deres teams, som på den måde også bliver inddragede i filmproduktion i skolen”, fortæller Sia Søndergaard.

    Ifølge hende giver det – udover større læringsudbytte – også mere kritisk sans til de elever, der bruger filmproduktion i undervisningen.

    “Vi er i dag vant til at blive bombarderet gennem medierne, og vi har derfor brug for at kunne gennemskue de filmiske virkemidler, som vi udsættes for. Ved selv at mestre filmproduktion bliver børnene bedre rustet til at være kritiske forbrugere, og ved selv at kunne producere får de også større mulighed for at være aktive, demokratiske borgere i den medie-kommunikations-virkelighed, vi lever i”.

    Læs mere om The Animation Workshop, VIA: www.animationworkshop.via.dk

    Kontakt:

    Sia Søndergaard
    Projektleder, The Animation Workshop, VIA
    T: 87 55 49 61
    E: sias@via.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fra-gronland-til-japan-dansk-filmprojekt-skal-gore-born-verden-over-til-mere-kritiske-forbrugere?releaseId=13601390

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **