PRM / Corona efterlader kortvarigt aftryk efter fem års vækst, men åbner hurtigt nye muligheder

    Pressemeddelelse fra Deloitte

    Det forgangne år vil i særdeleshed blive husket for COVID-19. Virussen har påvirket alle dele af vores samfund, vores liv og vores adfærd. Fra at befinde os i en virkelighed med fuld damp på kedlerne, hvor vi hjalp virksomhederne med hastige forandringer herunder et stort fokus på klima, innovation og udvikling, blev medborgere og virksomheder pludselig truet på deres overlevelse. Vi gik fra at facilitere en dialog om, hvordan Danmark kan blive en Small Great Nation, til at hjælpe vores kunder klare skærene og rådgive om, hvordan hjælpepakker og en coronafond på 300 mia. kr. skulle skrues sammen. Få er gået fri af pandemien – ej heller Deloitte – selvom krisen har accelereret de megatrends, der allerede var på vej, og dermed skabt nye forretningsmuligheder.

    Deloittes årsregnskab for det forgangne år viser således en negativ vækst på fire procent efter fem år med en gennemsnitlig positiv vækst på 10 procent. Deloitte havde i regnskabsåret 2019/20 en omsætning på 3.588 mio. DKK mod 3.732 mio. DKK året inden. Foruden COVID-19 blev årets omsætning også påvirket af statens konsulentbesparelser. Deloitte globaliseres og integreres, hvilket i de senere år har accelereret brugen af kompetencer fra Deloitte i andre lande for at tilbyde vores kunder i Danmark den bedst mulige globale service. Nogle af disse projekter indregnes ikke i den danske årsrapport. Justeret for disse tre faktorer ville væksten samlet have været 8 procent.

    “Pandemien har påvirket os og vores kunder på en måde, få kunne have forestillet sig. Selvom pandemien kortvarigt afbrød vores stærke vækst, er vi nu tilbage på vækstsporet, og jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer stærkere ud af krisen, end vi gik ind i den. Jeg er stolt over den omstillingsevne, vores medarbejdere har udvist, og hvorledes vi har hjulpet vores kunder i krisen. COVID-19 har samtidig accelereret en række megatrends, og jeg ser med glæde på det kommende års opgaver, hvor vi både som revisorer og rådgivere kommer til at hjælpe flere og flere kunder gennem forretningstransformationer med digitalisering og bæredygtighed som omdrejningspunkt,” siger Anders Dons, Nordisk CEO i Deloitte.

    Revisionsforretningen er igen størst

    Ud af Deloittes fem forretningsområder oplever to organisk vækst. Det drejer sig om henholdsvis Risk Advisory, som vokser med 16 procent, og Tax & Legal, som oplever en vækst på 11 procent. Siden 2015/2016 har Risk Advisory næsten fordoblet sin omsætning. Tax & Legal blev for tredje år i træk kåret som ‘Tax firm of the Year’.

    Revisionsforretningen opretholder status quo på trods af COVID-19, herunder udskydelse af regnskabs- og skatterapportering til myndighederne, og er igen det største forretningsområde i Deloitte. Audit & Assurance fortsætter sin transformation mod øget automatisering, digitalisering og tilbyde nye ydelser til kunderne og har i dette regnskabsår blandt andet vundet revisionsopgaver for Novo Nordisk og TDC. Dertil har Audit & Assurance i den grad hjulpet landets virksomheder i forbindelse med COVID-19-krisen.

    Justeret for COVID-19, statens konsulentbesparelser og større projekter faktureret fra udlandet, har konsulentforretningen oplevet vækst på 13 procent – hovedsageligt som følge af store transformations- og digitaliseringsprojekter og udgør nu 34 procent af omsætningen. I Financial Advisory fastholder markedslederskab for M&A transaktioner og Forensic Services udmærker sig ved at have vokset betydeligt.

    Forpligtet til bæredygtighed

    Klimaforandringer truer hele verden. Hvis vi ikke handler nu, kan det have katastrofale konsekvenser for nuværende og fremtidige generationer. Deloitte tager sit samfundsansvar alvorligt og forpligter sig i en ny verdensomspændende klimastrategi til at udlede nul emissioner inden 2030. Hertil vil vi engagere vores folk og økosystemer til at træffe ansvarlige klimavalg. Vi i Deloitte Danmark har udledt 3.697 ton CO2 i FY20. Det svarer til 1.45 tons CO2 pr. ansat.

    “Vi arbejder målrettet på at blive mere bæredygtige med særligt vores nye rejse- og transportpolitik samt ved fortsat at opbygge vores Green Ambassadors Network. At vi kommer til at rejse mindre, vil samtidig være en naturlig konsekvens af pandemien, hvor vi har lært at arbejde smartere med digitale platforme frem for at rejse til hvert møde i udlandet,” siger Anders Dons.

    Samfundsansvar i fokus

    Deloitte har i de seneste tre år arbejdet med at facilitere en faktabaseret samfundsdebat igennem initiativet Small Great Nation i samarbejde med tænketanken Kraka. Det har i det foregående år resulteret i tre hovedrapporter, herunder et bud på en klimareform for Danmark, fem webinarer om vejen gennem krisen, to live events, en podcastserie og senest Ungepanelets vision for 2040.

    “Ved at bruge vores stemme som en global aktør har vi været i stand til at påvirke den offentlige debat og sætte fokus på de udfordringer og muligheder, Danmarks fremtid rummer. Vi har i tæt samarbejde med Kraka og en række indflydelsesrige ledere i det danske erhvervsliv fortsat haft fokus på at fremme klimadagsordenen, hjælpe Danmark gennem krisen og støtte Danmarks styrkepositioner,” siger Anders Dons.

    Om Deloitte

    Deloitte har i Danmark 2842 medarbejdere, heraf er 263 partnere. Globalt har Deloitte cirka 330,000 medarbejdere i 150 lande og en omsætning på USD 47.6 milliarder.

    NB: Årsrapporten kan downloades nedenfor

    Kontakt:

    Kommunikationschef Mette Schønnemann, tlf. 22 25 28 18, mschoenne@deloitte.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/corona-efterlader-kortvarigt-aftryk-efter-fem-ars-vaekst-men-abner-hurtigt-nye-muligheder?releaseId=13600711

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **