PRM / Pas på! Højsæson for hjortepåkørsler starter nu

    Pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse

    Fra begyndelsen af oktober stiger antallet af henvendelser om påkørte hjorte markant hos Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. I 2019 modtog vagtcentralen i alt 11.716 henvendelser om påkørte hjorte, hvoraf en tredjedel fandt sted i oktober, november og december. Den kraftige stigning på denne tid af året skyldes, at dagene nu bliver kortere og mørkere.

    “Om efteråret er der mange flere hjorte, der kommer galt afsted i trafikken. Vi kan ikke ændre på hjortenes adfærd men til gengæld kan vi prøve at guide bilisterne til at undgå mange ulykker. Hvis de satte farten ned på bestemte strækninger og tidspunkter ville det føre til færre uheld” siger Michael Carlsen, biolog og projektleder hos Dyrenes Beskyttelse. Han forsætter:

    “Det gælder selv sagt de steder, hvor der skiltes for dyrevildt, men også generelt omkring skov, eng, levende hegn eller lignende langs vejen. Især i de mørke timer eller omkring skumring og dæmring,”

    Michael Carlsen anbefaler at man som bilist er ekstra påpasselig når man kører bil de kommende måneder. Hjortene er mest aktive fra solnedgang til solopgave og det betyder at det er i dette tidsrum, at flest hjorte krydser vejene. Derfor skal man holde ekstra øje med hjorte i trafikken lidt før solen går ned og til lidt efter solen er stået op i efterårs- og vintermånederne.

    Mere viden skal lede til færre ulykker

    Sidste år var der rekord i antal af hjortepåkørsler. En måde at få tallet til at falde igen, er ved at danskerne får mere viden om hvordan hjortene bevæger sig rundt i trafikken.

    “Danskerne har brug for mere viden om ulykkerne for at kunne undgå dem. Ser vi f.eks. på Aalborg Kommune, så er det suverænt den kommune med flest påkørsler ifølge vores tal, men det siger ikke nødvendigvis noget om, at risikoen for at påkøre en hjort er størst her. Der er mange faktorer, som man skal tage højde for, før man kan sige noget om risikoen for den enkelte bilist. F.eks. kommunens størrelse, områder med natur, antal veje og trafiktætheden,” siger Michael Carlsen.

    [FAKTABOKS]: Undgå hjortepåkørsler

    • Sæt farten ned, når du i tusmørke, om natten og i dæmringen kører gennem områder, hvor der er skov, eng, levende hegn eller lignende langs vejen.
    • Hold øje med lysende øjne i rabatten og sænk farten helt, hvis du ser dem.
    • Husk at hjorteskilte advarer om øget risiko for hjorte i området.
    • Vær opmærksom – en hjort kommer sjældent alene. Ser du én hoppe over vejen, så tro ikke at faren er drevet over. Der kan godt komme flere.

    Kilde: www.paspåhjortene.dk

    [FAKTABOKS] Når uheldet er ude

    • Ring 1812 hvis dyret er såret – også selvom dyret er løbet væk.
    • Bliv på stedet – hvis 1812 ved hvor ulykken er sket, kan de hurtigere sende hjælp.
    • Hold afstand, så dyret ikke stresses.
    • Ring til Falck, hvis dyret er dødt.

    Kilde: www.paspåhjortene.dk

    [FAKTABOKS] Her påkøres flest hjorte

    I 2019 modtog Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 flest henvendelser om påkørte hjorte fra disse kommuner:

  • Aalborg Kommune (431 henvendelser)
  • Viborg Kommune (389 henvendelser)
  • Næstved Kommune (323 henvendelser)
  • Hjørring Kommune (318 henvendelser)
  • Frederikshavn Kommune (290 henvendelser)
  • Slagelse Kommune (264 henvendelser)
  • Jammerbugt Kommune (263 henvendelser)
  • Aarhus Kommune (262 henvendelser)
  • Holbæk Kommune (252 henvendelser)
  • Vejle Kommune (252 henvendelser)
  • Find mere statistik om hjortepåkørsler på www.paspåhjortene.dk

    Kontakt:

    Projektleder biologi/fauna Michael Carlsen tlf.: 22799436 email: mc@dyrenesbeskyttelse.dk

    Medievagten i Dyrenes Beskyttelse tlf.: 40841512 email: presse@dyrenesbeskyttelse.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/pas-pa-hojsaeson-for-hjortepakorsler-starter-nu?releaseId=13600863

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **