PRM / Regeringens tøven med infrastrukturplan koster dyrt

    Pressemeddelelse fra ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport

    Trafikken på statsvejene snegler sig af sted som aldrig før. Det viser en ny opgørelse fra Vejdirektoratet, som fastslår, at vi på hverdage spilder 360.000 timer i trafikken. Det er ikke bare spild af tid, men også samfundsøkonomisk dyrt. Det samfundsøkonomiske tab forbundet med den meget kø løber op i 26 milliarder kroner hvert år. Og mens vi sidder fast, udleder vi en masse unødvendig CO2. Det er på ingen måde holdbart, mener ITD, der efterlyser færre ord og mere handling fra politisk hold.

    – Både den daværende VLAK-regering og Socialdemokratiet havde forud for valget i 2019 præsenteret sine infrastrukturplaner. Med de to udspil lå det lige til højrebenet, at man kort efter valget kunne sætte sig sammen og flette de to planer sammen i et bredt forlig. Men siden folketingsvalget har diskussionen nærmest stået stille. Og det nøl har kostet yderligere spildtid og tab for samfundet, siger Henriette Kjær, politisk chef i ITD.

    Regeringen har undskyldt sig med, at de ønsker, at infrastrukturplanen skal afvente klimaforhandlingerne. Men det er et skidt argument, der kun gør problemerne på vejene større, mens man venter, mener ITD:

    – Klima og infrastruktur spiller uundgåeligt sammen, men det er jo ikke sådan, at man ikke kan gøre noget på det ene område uden først at have gjort noget på det andet. For hver dag, vi venter med at få sat gang i infrastrukturprojekterne, stiger trængslen. Vi kommer længere væk fra 70 procents reduktionsmålsætningen i 2030. En målsætning som vi i ITD, som repræsentant for 700 danske virksomheder med mere end 23.000 ansatte bakker fuldt op om, at vi i fællesskab skal indfri, siger Henriette Kjær.

    ITD opfordrer derfor transportministeren til snarest at indkalde til forhandlinger og med udgangspunkt i de allerede eksisterende udspil få lavet den langsigtede plan for infrastrukturen, som kan afhjælpe den stigende og stadig dyrere trængsel på vejene.

    Kontakt:

    Pressechef Nicolai Bro Jöhncke
    3069 9430
    nbj@itd.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/regeringens-toven-med-infrastrukturplan-koster-dyrt?releaseId=13600345

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **