PRM / Jesper H. Brix stopper som direktør i Læger uden Grænser

    Pressemeddelelse fra Læger uden Grænser (MSF)

    Læger uden Grænsers direktør, Jesper H. Brix, skal tilbage til felten. I næsten fem år har han siddet i den danske direktørstol, men forlader den til oktober til fordel for et job som landechef i Indonesien ligeledes for Læger uden Grænser.

    “Jeg skal have ansvaret for vores operationer i Indonesien. Her skal jeg være med til at støtte og udvikle vores projekter i samarbejde med sundhedsministeriet og arbejde med de strategiske og operationelle beslutninger. Lige nu har vi bl.a. fokus på sundhedsaktiviteter specielt målrettet unge, som ofte bliver forbigået i sundhedssystemet. Samtidig arbejder vi med nationale partnere omkring udviklingen af katastrofe beredskabs- og responskapaciteter – og så bidrager vi aktuelt selvfølgelig til kampen mod COVID-19,” fortæller Jesper H. Brix om sin nye stilling.

    Han har været med i Læger uden Grænser siden 1995. Her startede han som frivillig på kontoret i København ved siden af sit studie. Siden har han været udsendt på seks missioner bl.a. som logistiker, projektkoordinator, medicinsk koordinator og landechef og har derudover løst adskillige kortere opgaver ude i felten. I Danmark har han været medlem af bestyrelsen og bestyrelsesformand, ligesom han også har stået i spidsen for HR-afdelingen og siden januar 2016 været direktør. Men nu skal han tilbage til patienterne.

    “Jeg kan rigtigt godt lide at være derude, hvor vi leverer vores konkrete arbejde. Det er noget, jeg brænder for, og det er noget, der giver mig energi. Så sigtet har været, at når jeg var færdig i direktørstolen her, så ville jeg tilbage til felten. Og det var familien med på. Så opstod denne mulighed, og timingen er fin. På det danske kontor har vi sammen skabt en masse positiv forandring, vi har et super stærkt team af både ansatte og frivillige, der arbejder på tværs af afdelinger og funktioner, og hvor vi har plads til nye idéer og nye tanker – hele tiden med fokus på, hvordan vi kan hjælpe mere ude i verden,” siger Jesper H. Brix.

    Formanden for Læger uden Grænser, Heidi Christensen, takker Jesper H. Brix for indsatsen.

    “Jesper har betydet rigtigt meget for Læger uden Grænser, siden han startede, og de sidste næsten fem år som direktør. Han har gjort et fantastisk arbejde og har hele tiden haft hjerte og sjæl med sig. Jeg er glad for, at han fortsætter i Læger uden Grænser, selv om det ikke er i Danmark,” siger hun.

    I Læger uden Grænser ansættes direktøren af bestyrelsen, og der er et fast princip om, at man som direktør er ansat tidsbegrænset i maksimalt to gange tre år. Det skyldes, at organisationen konstant skal være i bevægelse og kunne forny sig, og derfor skal der jævnligt skiftes ud på direktørposten. På den måde er der bedre mulighed for at se objektivt på opgaverne, hvilket er bærende for organisationen.

    Der bliver nu sat en ansøgningsproces i gang for at finde en ny direktør for Læger uden Grænser i Danmark. I mellemtiden bliver Malin Palmér, som er chef for support i Danmark, konstitueret direktør.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Signe Dalgas Damgaard tlf.: 41777446 email: sda@copenhagen.msf.org

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/jesper-h-brix-stopper-som-direktor-i-laeger-uden-graenser?releaseId=13600102

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **