PRM / Nordjysk startup skaber helt ny markedsplads for køb af biler

    Pressemeddelelse fra Carshopper

    Carshopper.dk er stiftet af den tidligere forsikringsassurandør Lasse Overgaard Nielsen og har allerede introduceret de første kunder til en helt ny måde at købe ny eller nyere bil på. I stedet for at kunderne selv skal ud og forhandle pris og køre land og rige rundt efter det bedste tilbud, tilbyder Carshopper nemlig at sætte et specifikt bilønske i udbud på virksomhedens onlineportal. Herefter kan de danske bilforhandlere kæmpe om at strikke det bedste tilbud sammen.

    Det skaber samtidig en helt ny dagsorden i bilbranchen, idet forhandlerne hver især kan gå ind på udbuddet og underbyde hinanden – til kundens ubetingede fordel. Carshopper giver dermed også forhandlerne mulighed for at fiske kunder nye, da de pludselig får mulighed for at byde på bilønsker fra hele Danmark og ikke kun deres eget geografiske område.Derfor er Carshopper blot kort tid efter introduktionen på markedet blevet et interessant investoremne. Just-Eat-medstifter Henrik Nordby Østergaard har således skudt et millionbeløb ind i Carshopper, ligesom Nordjysk Lånefond har tilført kapital til den fortsatte udvikling af konceptet. Det gør, at virksomheden nu kan sætte yderligere fart under det, stifter Lasse Overgaard Nielsen selv betegner som en lille revolution i bilbranchen.

    – Uanset om man er i markedet efter en helt ny eller nyere brugt bil, vil langt de fleste kunder gerne finde en bil, der matcher lige netop deres ønsker og behov. Det kan være et spørgsmål om at finde den rigtige kombination af udstyr, farve, motorstørrelse og drivline. Vi har udviklet en helt ny platform, hvor bilforhandlerne pludselig kan konkurrere om at levere de bedste priser på det, kunderne efterspørger. Det kunne man som forbruger også opnå før, men det kræver bare meget mere tid og forhandling med bilhusene. Carshopper giver køberne en helt ny mulighed for at finde deres drømmebil til den lavest mulige pris, og samtidig bringer vi forhandlerne i dialog med kunder over hele landet. Det tror vi på, vil skabe en radikalt anderledes måde at handle bil på, siger Lasse Overgaard Nielsen, adm. direktør i Carshopper.dk A/S.

    Samlet set har Carshopper høstet en millioninvestering, og det er især platformens nye take på det at købe bil, der har været med til at tiltrække investorernes interesse.

    – Konceptet er skalerbart, nytænkende og til både forbrugernes og forhandlernes klare fordel. Derfor tøvede jeg ikke et sekund med at stille en investering til rådighed for virksomhedens fortsatte ekspansion, siger Henrik Nordby Østergaard, der i 2000 var medstifter af Just-Eat-kæden.

    Carshopper har foreløbigt hjulpet 50 bilkøbere i mål med at finde deres idealbil, og erfaringerne viser, at man efter en auktionsrunde på 48 timer, hvor forhandlerne har underbudt hinanden, typisk opnår en gennemsnitsbesparelse på 15 – 20.000 kroner. Læs mere på www.carshopper.dk

    Kontakt:

    Lasse Overgaard Nielsen, adm. direktør i Carshopper.dk A/S, tlf. 23 81 91 16 / ln@carshopper.dk
    Pressekontakt: Jacob Lange, Lange PR, tlf. 20 76 30 20 / jacob@langepr.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nordjysk-startup-skaber-helt-ny-markedsplads-for-kob-af-biler?releaseId=13595081

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **