PRM / ATP Ejendomme henter Chief Property Officer fra CG Jensen

    Pressemeddelelse fra ATP Ejendomme

    ATP Ejendomme står over for at øge aktiviteterne inden for byggeri og projektudvikling, blandt andet med henblik på at fremme udnyttelsen af eksisterende byggeretter. Til at lede og drive denne udvikling har ATP Ejendomme ansat Jan Johansen, som får det overordnede ansvar for lejemålsindretninger, renoveringer, nyopførelser og drift.

    Jan Johansen kommer fra entreprenørkoncernen CG Jensen, hvor han siden 2012 har bestridt forskellige ledende stillinger, senest som direktør for kvalitet/rapportering (CQO) og medlem af direktionen.

    “Med ansættelsen af Jan får vi en stærk kapacitet, som gennem en årrække har opbygget både strategisk og operationel erfaring med projektudvikling, projektstyring og økonomistyring inden for byggebranchen. Samtidig ønsker vi med Jan at øge fokus på blandt andet implementering af digitale løsninger til effektivisering og styring af såvel projektudvikling som driftsovervågning og -optimering”, siger Martin Vang Hansen, administrerende direktør i ATP Ejendomme.

    Også Jan Johansen glæder sig til at tiltræde sit nye job og til samarbejdet med organisationen:

    “ATP Ejendomme har en stærk og attraktiv markedsposition, og jeg ser frem til at være med til at udvikle og styrke projekt- og ejendomsudviklingen og samtidig understøtte de tværgående tiltag og processer i ATP Ejendomme, der fremmer vigtige områder som effektivisering, digitalisering og bæredygtighed”, siger Jan Johansen.

    Jan Johansen indtræder i direktionen i ATP Ejendomme, der i dag består af adm. direktør Martin Vang Hansen, investeringsdirektør Kenneth Olsson, investeringsdirektør André Scharf samt property management direktør Christian Hartmann. Han tiltræder stillingen senest den 1. december 2020.

    Som følge af ansættelsen af Jan Johansen fratræder den hidtidige direktør for Property Management, Christian Hartmann, med udgangen af juli måned.

    “Der er grund til at rette en meget stor tak til Christian, som har været en meget vellidt kollega og medarbejder i ATP Ejendomme i mange år, og som har en stor del af æren for, at vi i dag er en af de fremmeste ejendomsejere og -udviklere i Danmark. Jeg er taknemmelig for Christians indsats og ønsker ham alt det bedste for fremtiden”, slutter Martin Vang Hansen.

    Kontakt:

    For mere information, kontakt presserådgiver Robert Neimanas, tlf.: 9394 0205, mail: rne@atp.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/atp-ejendomme-henter-chief-property-officer-fra-cg-jensen?releaseId=13595039

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **