PRM / #BrugDinBy: SULT i Cinemateket er klar med juni-events hvor mad og film mødes

    Pressemeddelelse fra Meyers

    Oven på de seneste måneders nedlukning, er Wonderful Copenhagen’s hashtag #BrugDinBy begyndt at trende. Målet er at få københavnerne ud at bruge og støtte de lokale kulturtilbud lige fra restauranter over museer til teatre, butikker og biografer.

    Slå to kulturfluer med ét smæk

    Hos Cinemateket i Gothersgade kan særligt oplevelseshungrende bysbørn og besøgende i den forbindelse slå to kulturfluer med ét smæk, når Restaurant SULT i Cinemateket i juni dækker op til en række eftermiddage og aftener i både madens og filmens tegn.

    “Vi nåede dårligt at få foden indenfor døren og komfuret tændt, inden corona-udbruddet lukkede Cinemateket og dermed vores nye Restaurant SULT ned,” siger forretningschef i Meyers Venues, som forpagter spisestedet, Marie Egede og uddyber:

    “Tanken har fra start været at skabe et sted, hvor smagsoplevelser og filmoplevelser kan krydsbefrugte hinanden. Selvom vi allerede har taget hul på en sommerperiode med fokus på udendørsoplevelser, håber vi alligevel på at kunne trække folk ind i biografmørket og rundt om bordene.”

    DiCaprio og tapas eller Hitchcock og friterede fugle?

    Cinemateket genåbner i dag, mandag d. 8. juni, og programmet for de tre første mad-og-film-events ligger klar. Her bydes både på italienske perler, Shakespereansk 90’er-stemning og amerikansk spænding i sort/hvid.

    Fredag d. 12. juni står den på “Fellini Fredag” med friterede risottokugler, spaghetti veggieballs og et køligt glas økologisk Pinot Grigio i restauranten efterfulgt af den ikoniske, italienske filminstruktør Federico Fellinis “La Strada” fra 1954 i biografen.

    Onsdag d. 17. juni er der film, tapas og cocktails på menuen, hvor kølig agurkesuppe, torskeceviche, zucchinisalat og hyldeblomstmarinerede jordbær sammen med en roseninfuseret gindrink agerer forfilm til visningen af Baz Luhrmanns 1996-filmatisering af Shakespeare-klassikeren Romeo & Julie med bl.a. en purung Leonardo DiCaprio i hovedrollen.

    Onsdag den 24. juni er temaet “En aften med klassikerne”, som starter med Alfred Hitchcock’s “Skjulte Øjne” fra 1954 på det store lærred, inden der serveres en to-retters menu hos SULT bestående af burger med kærnemælksfriteret kylling efterfulgt af en klassisk crème brûlée.

    Fakta:

    • Se starttidspunkter og køb billet til alle events via www.cinemateket.dk. Til Fellini Fredag d. 12. juni skal middagen dog forudbestilles separat via https://meyers.dk/restaurant-sult/ – skriv “Fellini” i bookingkommentaren.
    • Priserne varierer fra 210 til 255 kr. pr. person. Medlemmer af Cinemateket får rabat.
    • Restaurant SULT i Cinemateket drives af Meyers Venues, som overtog forpagtningen i starten af 2020.
    • SULT i Cinemateket er kendt for sin prisvindende weekendbrunch, som med Meyers om bord har fået et servicecheck og er blevet opgraderet med bl.a tag-selv-softice. Restauranten har også åbent til aften.
    • Det er muligt at besøge både Restaurant SULT og Café Lille Sult uafhængigt af biografbesøg i Cinemateket.
    • Der præsenteres løbende nye mad- og filmevents hos SULT i Cinemateket via Meyers.dk og sociale medier.

    Kontakt:

    PR & Kommunikationsrådgiver Kaspar Mørk Arianto tlf.: 22 15 56 57 email: presse@meyers.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/brugdinby-sult-i-cinemateket-er-klar-med-juni-events-hvor-mad-og-film-modes?releaseId=13594614

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **