PRM / Tung international profil til ungt dansk softwarefirma

    Pressemeddelelse fra DecideAct

    Peter Søndergaard indtræder som bestyrelsesformand og investor i DecideAct. Det sker som et led i den unge danske softwarevirksomheds bestræbelser på at blive global leder inden for digital implementering af virksomhedsstrategier. I 30 år har Peter Søndergaard været global topdirektør i Gartner Research. Gartner er ledende i verden inden for rådgivning af virksomheder om blandt andet strategisk indkøb af it og software, og Peter Søndergaard mener, at virksomheder overalt vil kunne drage fordel af den digitale løsning, DecideAct har udviklet.

    “Der er ting, som virksomheder skal gøre hele tiden. En af dem er at udvikle strategier og implementere og eksekvere dem. DecideAct tilbyder en platform, der for første gang er i stand til at automatisere netop denne proces. Derfor ser jeg et enormt udviklingspotentiale for mig,” siger han.

    Brug for at sætte strøm til strategien
    Gartner, som blandt andet monitorerer og identificerer globale it-trends, anerkender da også løsninger til automatisering af eksekvering af strategi som en ny business-kategori. I et scope-dokument for området har de udpeget virksomheder, der tilbyder løsninger inden for området – herunder danske DecideAct.

    Peter Søndergaard uddyber: “Det er en business-kategori, som efter både min og andres mening har potentiale til at udvikle sig i en retning, som vi kender fra fx CRM med Salesforce og HR med SuccessFactors som dominerende spillere. På samme måde kommer vi til at se unicorn-virksomheder opstå på det globale marked for SEM (Strategy Execution Management), som kategorien benævnes af Gartner. DecideActs løsning har alt, hvad der skal til for at kunne blive førende på dette felt.”

    Han mener, at alle store virksomheder får brug for at sætte strøm til strategien i fremtiden. Samtidig pointerer han, at corona-krisen har aktualiseret behovet yderligere, fordi vellykket strategieksekvering er fuldstændig vitalt, når det handler om at genrejse virksomheder fra en kritisk situation. Her er det ifølge Søndergaard især afgørende, at man har en omstillelig og smidig proces.

    “DecideAct er en intelligent digital platform, der understøtter denne proces ved at supportere alle led og alle medarbejdere i en organisation i eksekveringen af strategien. Ledelsen kan følge progressionen fra dag til dag. Og hver enkelt medarbejder kan bogstavelig talt bære rundt på sin del af eksekveringen på mobiltelefonen og hele tiden få hjælp til, hvad der skal gøres og hvornår,” understreger Peter Søndergaard.

    Lige så rigid som finansiel governance
    De to opfindere og stiftere af DecideAct, danske Flemming Videriksen og islandske Bjarni Jónsson, har arbejdet med strategiudvikling i en menneskealder og hjulpet alle typer af virksomheder med at udforme deres strategier. En stadig stigende skuffelse over at se mange gode strategier strande i implementeringen gav dem idéen til at udvikle en software, der kunne automatisere processen og en gang for alle gøre en ende på et ressourcespild, som ifølge ledende eksperter på området koster virksomhederne 3 mio. dollars hvert minut globalt.

    “Vi har brugt de seneste fem år på at kortlægge og forstå mekanismerne i succesfuld implementering og governance på strategiområdet. Vi teamede op med nogle af de førende tech-udviklere i Europa, og resultatet er en digital platform, der sikrer samme rigide governance og transparens for strategi, som vi kender fra økonomi. Dvs. en digital infrastruktur for strategien, som giver ledelsen fuldt overblik over fremdriften og hjælper teamets medlemmer med at overholde deadlines og få opgaverne udført,” siger Flemming Videriksen.

    Og i en tid, hvor mange virksomheder kæmper med at holde skruen i vandet, går det godt hos DecideAct. Midt under corona-krisen er det blandt andet lykkedes at skaffe nye investorer, og flere er på vej. Ambitionen om at blive globalt ledende fordrer ifølge Flemming Videriksen en kompetent og internationalt orienteret bestyrelse. “Vi er glade for at have fået en kapacitet som Peter Søndergaard for bordenden. Med ham har vi sat barren højt for, hvem der skal fylde de andre stole ud,” slutter Flemming Videriksen.

    Kontakt:

    Flemming Videriksen, CEO & Founder
    fv@decideact.net
    Mobile: +45 27114460

    Peter Søndergaard, COB
    peter@sondergaardgroup.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tung-international-profil-til-ungt-dansk-softwarefirma?releaseId=13594331

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **