PRM / Tommel op fra Dansk Byggeri til kommuneaftale med plads til mere byggeri og anlæg

    Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

    Aftalen giver kommunerne mulighed for at bygge og renovere for i alt 21,6 mia. kr. næste år, og det er der behov for, mener Dansk Byggeri.

    – Kommunerne har selv peget på, at de ønsker få hævet anlægsbudgettet til det niveau i 2021. Den nye aftale er ansvarlig og betyder, at kommunerne nu kan investere i for eksempel skoler, veje, klimasikring og energirenoveringer af offentlige bygninger. I bygge- og anlægsbranchen står virksomhederne på spring for at tage fat på opgaverne, siger erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, Dansk Byggeri.

    I flere år har kommunerne måttet holde igen på nødvendige anlægsinvesteringer på grund af det kommunale anlægsloft. Anlægsloftet blev i marts suspenderet året ud som følge af coronakrisen, og Dansk Byggeri har kæmpet for at få suspensionen forlænget til også at gælde næste år.

    – Der er rigtig mange projekter, som ligger og venter. At regeringen og kommunerne er blevet enige om at øge anlægsinvesteringerne med 2,5 mia. kr. mere, end der var lagt op til i år, betyder, at projekterne nu kan blive realiseret. Det vil komme borgerne til gavn, men også gavne klimaet, da flere af projekterne vil betyde mere moderne og energivenlige offentlige bygninger. Endelig vil det betyde arbejdspladser i bygge- og anlægsvirksomhederne, som også vil smitte af på andre brancher og skabe aktivitet i lokalsamfundene, siger erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri Torben Liborius.

    Kontakt:

    Erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, tli@danskbyggeri.dk, telefon 23 32 34 95

    Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tommel-op-fra-dansk-byggeri-til-kommuneaftale-med-plads-til-mere-byggeri-og-anlaeg?releaseId=13594315

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **