PRM / Hæstorp: Acceptabel aftale om regionernes økonomi

    Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

    Regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) er dog fortrøstningsfuld, selvom det endnu er for tidligt at sige, præcis hvilke konsekvenser aftalen får for hospitalerne i hovedstaden.

    “Det er en acceptabel aftale, der umiddelbart ser ud til at dække de fleste af vores udgifter. Meget er endnu usikkert, da vi også har fået en ny udligningsreform, der også har betydning for regionen, og vi skal først nu til at regne på det i detaljen. Vi kommer ikke til at kunne sende lige så mange penge til hospitalerne, som sidste år, men jeg vil arbejde for, at vi undgår spareøvelser,” siger hun.

    Regionerne får dækket ekstraudgifter i forbindelse med coronaepidemien
    I økonomiaftalen er der afsat ekstra midler til at dække indkøb af værnemidler og testudstyr, som har været nødvendige under epidemien, ligesom regionerne får dækket udgifter til den ekstra kapacitet på intensivafdelinger.

    “Jeg er tilfreds med, at regeringen og regionerne er blevet enige om, at den ekstra indsats og de ekstra udgifter, vi har haft i forbindelse med coronaepidemien, ikke må gå ud over de andre patienter,” siger Sophie Hæstorp Andersen.

    Hun glæder sig samtidig over, at regeringen har lovet fremadrettet at hjælpe regionen økonomisk med at komme ventelister til livs, som er opstået under coronaepidemien, fordi mange operationer er blevet udskudt:

    “Det synes jeg, vi skylder de mennesker, som venter på en fx hofte- eller øjenoperation. Deres liv har været sat på pause, så vi kunne håndtere epidemien. Nu skal vi i gang med at komme ventelisterne til livs.”

    Ekstra penge til at modernisere hospitalerne

    Der er også blevet afsat yderligere penge til at modernisere hospitalerne. Det glæder regionsrådsformanden:

    Vi har mange ældre hospitalsbygninger i hovedstaden, som trænger til renovering og modernisering. Vi har allerede fra politisk side i regionsrådet aftalt at investere 7 mia. kr. over de næste 10 år i renoveringer. Med de ekstra midler i økonomiaftalen kan vi sætte endnu mere skub i det arbejde. Det vil komme både borgere og personalet til gode på vores hospitaler og sociale botilbud. Samtidig får vi muligheden for at holde hjulene i gang indenfor bygge- og anlægsområdet i en trængt samfundsøkonomi, slutter Sophie Hæstorp Andersen.

    Yderligere info

    • Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) via regionens pressevagt på 70209588 / presse@regionh.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/haestorp-acceptabel-aftale-om-regionernes-okonomi?releaseId=13594314

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **