PRM / Netto runder milepæl med 100 nye butikker

    Pressemeddelelse fra Salling Group

    I løbet af det seneste år har flere og flere Netto-kunder stiftet bekendtskab med nogle atypiske Netto’er. Med et helt anderledes butikskoncept adskiller de sig nemlig fra de velkendte Netto-butikker.

    Indretningen har ikke kun fået et gennemgribende løft, men også alt fra farver og musik til varer og Netto-medarbejdernes tøj er opdateret i butikkerne.

    Onsdag den 20. maj runder man en milepæl, når butik nummer 100 med det nye butikskoncept åbner:

    – Vi ønsker at skabe fremtidens discountbutikker, og vi vil gerne gøre butikkerne mere indbydende og indkøbsoplevelsen bedre. Det er vi kommet rigtig langt med og runder nu en vigtig milepæl med de første 100 butikker, der er blevet gennemrenoveret og forbedret, fortæller Braw Bakir, der er salgsdirektør i Netto.

    I de nye Netto’er oplever kunderne en indretning, som gør det er nemmere at finde rundt i butikkerne. Der er fortsat spændende spotvarer, men de har fået lidt mindre plads. Det har til gengæld givet mere plads til frugt- og grønt-afdelingen, ligesom sunde og lettilgængelige måltider, salater og juicer har fået sin egen sektion, da sundhed og let tilgængelighed er to vigtige områder for forbrugerne. Tiltag, som kunderne har taget rigtig godt imod, uddyber Braw Bakir:

    – Vi er utrolig glade for den modtagelse, vi får fra kunderne, når vi åbner vores nye butikker, og når de besøger den i hverdagen. Vi har skabt en mere rolig butik, der er kendetegnet ved et stærkt sortiment af kvalitetsvarer til discountpriser og stor friskhed, og så skal det være nemt at finde rundt i butikken. Og vi oplever, at flere og flere kunder ønsker at handle med os i de nye butikker.

    Med 100 butikker, der er blevet bygget, flyttet, gennemrenoveret og løftet til det nye butikskoncept, har Netto introduceret det nye koncept i godt hver femte Netto i Danmark. Det er målsætningen, at samtlige Netto-butikker inden for de næste fem år skal forvandles til det nye koncept.

    – Vi forsætter ufortrødent, og vi regner med at runde 155, inden året er omme. Det er helt naturligt, at vi fejrer åbningerne en anelse anderledes end normalt i den her tid, da sikkerheden kommer først – og den slækker vi ikke på. Men det samme gælder ambitionerne om at give kunderne endnu bedre oplevelser i vores butikker, og vi knokler for at byde flest muligt inden for i vores nye alle vores butikker, slutter Braw Bakir.

    Åbningen af butik nummer 100 med det nye butikskoncept sker i Jyllinge Centret 1B, Jyllinge

    – – – – – – – – – –

    FAKTA: Netto investerer en milliard i nye butikker i 2020

    I alt vil godt 80 butikker åbne med Nettos nye koncept i 2020:

    – 12 spritnye butikker.
    – 9 vil være butikker, der flytter fra en adresse til ny – og bliver indrettet med det nye koncept.
    – 10 vil være butikker som bliver udvidet og indrettet med nyt koncept.
    – 49 vil være butikker, der gennemrenoveres og opgraderes med det nye koncept.

    Kontakt:

    Salling Group Group Communication tlf.: 8778 5002 email: press@sallinggroup.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/netto-runder-milepael-med-100-nye-butikker?releaseId=13593558

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **