Pressemeddelelse fra HK Handel
Påskehandelen udgør normalt nogle af årets største dage i dagligvarehandelen. Men i år er påskefrokosten med venner og familie aflyst efter stærke anbefalinger fra myndighederne. Derfor forventer COOP eksempelvis også en langt mindre påskehandel end ved normale tilstande.
Ligesom COOP vurderer HK Handel heller ikke, at der er behov for pludselige foranstaltninger, der vil frarøve butiksansattes mulighed for at holde nogle velfortjente fridage oven på en meget travl tid.
– De butiksansatte står i frontlinjen og sætter eget helbred på spil for at holde forsyningslinjerne til Danmark åbne. Når ‘påskefrokosten’ samtidig er aflyst, kan man simpelthen ikke være det bekendt at suspendere lukkeloven og inddrage de butiksansattes velfortjente fridage, som de især har set frem til efter tre ekstraordinære uger med hårdt arbejde, siger formand i HK Handel Per Tønnesen, der tilføjer:
– Og så giver det i øvrigt slet ikke mening at udsætte de hårdtprøvede butiksmedarbejdere for smitte længere tid end allerhøjst nødvendigt.
Reaktionen kommer efter Salling Groups forslag om at suspendere lukkeloven i påsken. Men med coronakrisen i mente burde fokus lige nu være, hvordan vi på bedst vis får sikret de butiksansattes sikkerhed, sundhed og arbejdsmiljø i en tid, hvor de er hårdt presset.
– Lad os i stedet kigge på, hvordan vi sikrer, at de tusindvis af butiksansatte kan beskyttes bedre. Det kan fx være at begrænse antallet af kunder, der kan komme ind i butikkerne ad gangen. Og at vi får sikret værnemidler til de ansatte, der har tæt kontakt med kunder og kontanter, siger Per Tønnesen.
Det er flere gange blevet påpeget fra både detailbranchen og myndighederne, at Danmark ikke står i en krise i forhold til fødevarer, og at danskerne bør handle, som de plejer.
– Og danskerne har måske nu – mere end nogensinde – bedre muligheder for at planlægge indkøb og handle på forskellige tidspunkter af dagen. Ligesom butikkerne på bedre vis må styre kundestrømmen ind i butikkerne, og det vil vi kraftigt opfordre til sker. Vi ser derfor absolut ingen grund til at dispensere lukkeloven i påsken, understreger Per Tønnesen.
Kontakt:
Pressemedarbejder Jacqueline Rodriques tlf.: 28109998 email: Jacqueline.rodriques@hk.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hk-handel-absurd-at-slojfe-lukkeloven-i-pasken?releaseId=13590746
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **