PRM / Dansk Metal vil have midlertidigt coronatillæg til dagpengene

    Pressemeddelelse fra Dansk Metal

    Dansk Metal har siden regeringen igangsatte sine corona-initiativer oplevet en stigning på omkring 1.000 ledige. Derfor bakker Dansk Metal op om forslaget om et coronatillæg til dagpengene, som 3F og andre fagforeninger i den seneste tid har foreslået. Alle ledige i tre måneder frem, burde således få en højere dagpengesats:

    “Vi står i en helt ekstraordinær situation, hvor rigtig mange fuldstændig ud af det blå, bliver ramt af ledighed. Dagpengene er blevet forringet over de seneste mange år, og mange lønmodtagere vil opleve, at de skal gå ned på en indkomst, der svarer til under halvdelen af deres løn. I nogle familier vil begge ægtefæller være ramt. Det er en uholdbar situation. For den enkelte og for det danske samfund. Det er paradoksalt, at en selvstændig, der ikke har forsikret sig, kan få 23.000 kroner om måneden, men en forsikret ledig højst kan få 19.000 kroner,” siger Torben Poulsen, hovedkasserer i Dansk Metal og ansvarlig for Dansk Metals a-kasse.

    Dansk Metal roser generelt regeringen og samtlige partier på Christiansborg for ansvarlighed, og for at rykke hurtigt på hjælpepakker, men efterspørger næste skridt. Konkret anbefaler Dansk Metal et coronatillæg i en varighed på tre måneder. Tillægget burde være på en tredjedel mere end de nuværende satser.

    “Regeringens mange initiativer bakker vi fuldstændig op om, og vi er helt sikre på, at for eksempel trepartsaftalen har reddet rigtig mange lønmodtageres arbejdsplads. Vi har dog brug for at skabe tryghed for de mange, der risikerer at blive ramt. Målet må være, at ingen skal gå fra hus og hjem på grund corona,” slutter Torben Poulsen.

    Kontakt:

    Pressechef Mads Rattenborg Hersbøll tlf.: 21558828 email: mahe@danskmetal.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-metal-vil-have-midlertidigt-coronatillaeg-til-dagpengene?releaseId=13590666

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **