PRM / Allan Pico ansat som centerdirektør i Andelskassen i Odense

    Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S

    Allan Pico har 37 års erfaring fra banksektoren, og for lidt over et år siden havde han egentlig besluttet, at tiden var inde til at prøve kræfter med nye udfordringer uden for den finansielle sektor. Men da han fik tilbuddet om at starte en ny Andelskassen-filial op i Odense helt fra bunden, blev fristelsen alligevel for stor. Han takkede ja til opgaven og glæder sig nu til at skulle ud og indgå relationer med nye kunder og lokale samarbejdspartnere.

    Privat bor Allan Pico i et ældre byhus i Odense tæt på centrum. Han har altid boet i Odense, så lokalkendskabet til byen og området er stort. Allan har to voksne børn og er særdeles aktiv med løbeture og golf i sin fritid, ligesom han er aktiv i en række lokale netværk.

    “Vi skal væk fra kassetænkningen og i stedet møde menneskene bag tallene”
    Allan Pico har en helt klar holdning til, hvordan man som bank skal møde sine kunder – en holdning, der stemmer godt overens med Andelskassens tilgang til den gode kunderådgivning.

    For Allan Pico starter det gode og loyale kundeforhold nemlig et helt andet sted end nede i tallene.

    “Det er vigtigt, at man som rådgiver er villig til at hoppe ud af kassetænkningen og har evnerne til at møde menneskene bag tallene. At man tør være nysgerrig og spørge ind til folks livssituation med ægte interesse.

    Som rådgivere skal vi derfor prøve at glemme økonomien lidt. Det er langt vigtigere, at vi lærer vores kunder at kende. Hvis jeg som rådgiver blot beder om at se en årsopgørelse, en lønseddel og en engagementsoversigt fra kundens tidligere bank, så er det eneste, jeg kan gøre, at give kunden noget tilsvarende. Men hvad nu, hvis det slet ikke er det, kunden har brug for? Så er det jo dårlig rådgivning,” siger Allan Pico og fortsætter:

    “Tillid er vigtig, uanset om der er tale om private eller erhvervskunder. Når man finder ind til de fælles ting, så begynder tilliden at opstå. Når vi så samtidig kan finde nogle gode løsninger, fordi vi kender kunden bedre, så lægger vi kimen til et godt og potentielt langvarigt kundeforhold.”

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger kontakt venligst direktionsassistent Mia Winkler Møller på telefon 87 99 30 60 / 29 68 35 56 eller pr. mail mwm@andelskassen.dk.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/allan-pico-ansat-som-centerdirektor-i-andelskassen-i-odense?releaseId=13587992