PRM / Andelskassen i Randers ansætter privatrådgiver med stærk tilknytning til byen

    Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S

    Michelle Madsen, der for nyligt er tiltrådt stillingen som privatrådgiver, er født og opvokset i Randers. Hendes dybe kendskab til byen og lokalområdet omkring Randers giver hende en særlig forståelse for indbyggerne og for, hvad der rører sig i byen.

    “Jeg elsker Randers. Det er simpelthen en god by, som jeg er stolt af at bo i. Derfor elsker jeg også at sætte min viden om byen i spil, når jeg rådgiver mine kunder. Det er en stor fordel at kende byens kultur og indbyggere, både når jeg skal rådgive om pension, investering og boligkøb i lokalområdet,” siger Michelle Madsen.

    Før Michelle Madsen tog bankuddannelsen, gjorde hun først karriere som ejendomsmægler og siden annoncesælger, men da hun for nogle år tilbage valgte at tage bankuddannelsen, var det for at træde tættere på kunderne og hjælpe dem med at realisere deres drømme.

    “Jeg skal kende mine kunder, og de skal kende mig. Det hjælper mig både til at huske, hvem de er, og hvad deres ønsker er, så jeg kan finde nogle gode løsninger til dem – hvad enten det handler om boligkøb, eller når samtalen falder på opsparing, pension og investeringer,” siger Michelle Madsen.

    Skiftede for at komme tættere på kunderne

    Selv om Michelle Madsen allerede havde fået job som bankrådgiver i en anden bank, valgte hun alligevel at skifte arbejdsplads for at komme endnu tættere på kunderne:

    “I Andelskassen kender vi vores kunder, og vi har ikke flere, end at vi godt kan huske, om det er fru Andersen eller fru Pedersen, der har egen forretning eller vil købe ny bil. Det, synes jeg, betyder meget for, hvor god en rådgivning jeg kan yde,” forklarer Michelle Madsen og fortsætter:

    “Jeg tror bare, at jeg er meget nysgerrig og åben over for andre mennesker. Jeg kan godt lide at lære folk at kende, og derfor spørger jeg også altid ind til mine kunder, så jeg har en idé om, hvem de er, og hvad de drømmer om.”

    Privat bor Michelle Madsen i Vorup i Randers med sin mand og deres to drenge – en på fire og en på 10 år. Michelle Madsen er født og opvokset i Randers og har altså kendt byen siden barnsben.

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger kontakt venligst direktionsassistent Mia Winkler Møller på telefon 87 99 30 60 / 29 68 35 56 eller pr. mail mwm@andelskassen.dk.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/andelskassen-i-randers-ansaetter-privatradgiver-med-staerk-tilknytning-til-byen?releaseId=13587995