PRM / “Allegro ma non troppo” – underfundige digte fra verden og andre steder

    Pressemeddelelse fra Odin Teatret

    Digteren Peter Poulsen, født 1940 i København, er et stort egetræ i dansk litteratur, der har vokset og bredt sig i stadig bevægelse gennem tidens forandringer siden debuten i 1966 med digtsamlingen, Udskrifter, der udkom på Gyldendal.

    Til i dag har Peter Poulsen skrevet i alt 27 digtsamlinger. Sidst Danseskole for bjørne, Lindhardt og Ringhof 2019, som blandt mange andre roser fik fem stjerner i Kristeligt Dagblad og inspirerede Fyens Stiftstidende til at kalde ham “en overlegen lyriker”.

    Med kærlighed, harme og ironi (også selvironi) har hans præcise pen fanget et overvældende udsnit af livets utallige forbløffende sider i al deres kompleksitet.

    Ud over først og fremmest at være en overlegen lyriker har Peter Poulsen også haft mange andre jern i ilden. Det er hans fortjeneste, at vi har et fyldigt udvalg af den uforlignelige portugisiske digter Fernando Pessoas digte på dansk. Poulsen har også oversat Charles Baudelaire, Gottfried Benn, Jorge Luis Borges og Prins Henrik. Han har fungeret som filmkonsulent og været tilknyttet det hedengangne, litterære radioprogram Alfabet. I årene 1991 – 1997 var han formand for Danske Skønlitterære Forfattere.

    Peter Poulsen har gennem årene modtaget adskillige priser for sit forfatterskab. Bl.a. Gelstedprisen og Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat. For sin oversættervirksomhed modtog han i 2000 Oversætterforbundets Ærespris.

    Andre indslag

    Odin Teatrets Husorkester med Rina Skeel og gæsteguitarist, Gonzalo Hernández (Chile), tager sig af aftenens musikalske underholdning. Den kendte holstebroer, der læser op af sine yndlingsdigte, bliver denne gang en ægte københavner fra Vejle, men med en stor tilknytning til Holstebro: Kirsten Dehlholm fra Hotel Pro Forma. Gerd Schmidt Nielsen fremfører sit lyriske essay om aftenens digter. Vinderen af “Månedens digt” afsløres, og der bliver oplæsning af Omar Khajjâm digte. I pausen kan publikum glæde sig over et stort udbud af alverdens lyrik fra Arnold Busck i Holstebro til behageligt lave priser.

    Arrangører

    Poesi på en torsdag er arrangeret af Holstebro Gymnasium og HF, Holstebro Bibliotek, Musikteatret Holstebro, Arnold Busck Boghandel, Uddannelsescenter Holstebro, Holstebro Kunstmuseum og Odin Teatret – Nordisk Teaterlaboratorium. Arrangementet er støttet af Holstebro Kommune og Statens Kunstfond.

    Kontakt:

    Kommunikationsmedarbejder Sofie Daugbjerg tlf.: 26844673 email: sofie@odinteatret.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/allegro-ma-non-troppo—underfundige-digte-fra-verden-og-andre-steder?releaseId=13587383