PRM / Overborgmesteren: Udspil er et hårdt slag for København

    Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

    Københavns Kommune sender i dag knap 1,8 milliarder kroner over kommunegrænsen til andre danske kommuner for at udligne økonomiske forskelle mellem kommunerne og medvirke til, at alle kommuner kan tilbyde deres borgere en ordentlig velfærd. I et nyt udspil foreslår regeringen, at København skal yde endnu mere.

    – København er en by, der både historisk og fremadrettet er solidarisk med andre kommuner og går ind for en stor omfordeling mellem rige og fattige kommuner, så alle danskere kan opleve en nogenlunde ensartet velfærd. Vi har forståelse for, at regeringen har en bunden opgave foran sig med en udligningsreform, der skal løfte hele Danmark, siger Københavns overborgmester Frank Jensen (S). Han fortsætter:

    – Men vi kommer ikke udenom dette udspil er et hårdt slag for København. Jeg må konstatere, at en stor del af regningen for regeringens reform af udligningen ser ud til at ende i København.

    Regeringen lægger op til at der skal ske en endnu større omfordeling fra by til land og fra øst til vest. Det betyder, at en by i vækst som København vil skulle bidrage med væsentligt mere end de 1,8 milliarder kroner, som kommunen i dag sender ud til andre kommuner.

    – Hvis det ender med, at København og Københavns skatteborgere skal betale mere end de 1,8 milliarder kroner, vi allerede i dag sender ud til resten af Danmark, så må Christiansborg holde op med at straffe København på alle mulige andre måder, siger overborgmesteren.

    – Min opfordring til Christiansborg vil være, at man begynder at behandle København som alle andre byer i Danmark. Det betyder, at Christiansborg skal medvirke til at løse vores udfordringer, som især skyldes at byen vokser, dvs. at vi har behov for skoler, daginstitutioner, cykelstier og især for kostbar infrastruktur og kollektiv trafik, hvis hovedstaden skal blive ved med at fungere.

    Kontakt for kommentarer

    Overborgmester Frank Jensen via pressekonsulent Merle Simonsen, 2151 9112.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/overborgmesteren-udspil-er-et-hardt-slag-for-kobenhavn?releaseId=13587210