PRM / 3F om finansloven: Ny stærk retning

    Pressemeddelelse fra 3F

    En ambitiøs klimaplan. Flere penge til uddannelse. Bedre normeringer i daginstitutionerne. Millioner til bekæmpelse af social dumping og et farvel til opholdskravet, der snød folk for deres dagpenge.

    Det er nogle af punkterne i den nye finanslov for næste år, som regeringen og støttepartierne SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet netop har afsluttet forhandlingerne om. Aftalen får en positiv modtagelse fra 3Fs forbundsformand, Per Christensen.

    “Det er en ambitiøs finanslov, der tager fat på nogle af de helt store udfordringer, som vores samfund står over for. Jeg synes, at det er et tiltrængt skift væk fra de skattelettelser, vi så under den tidligere regering, og over mod velfærd og klima. Samtidig er der et meget vigtigt fokus på nogle af de ting, der har enorm betydning for danske lønmodtagere. Nemlig dagpenge, uddannelse og bekæmpelse af social dumping,” lyder den overordnede kommentar.

    Aftalen sætter ifølge 3Fs oplysninger et tiltrængt fokus på bekæmpelse af social dumping.

    “Det falder på et tørt sted, og det er en af de ting, jeg er rigtig glad for. I 3F ser vi alt for mange platugler, der ikke har nogen som helst skrupler med at hyre udenlandsk arbejdskraft og lade dem pukle sig gule og blå for en ussel løn. Derfor er det afgørende, at der nu afsættes flere penge til at bekæmpe social dumping. Vi er også glade for, at man vil udbrede ID-kort på offentlige byggepladser, øger kontrollen på transportområdet og skærper straffene for at misbruge illegal arbejdskraft,” siger Per Christensen.

    Fra starten af forhandlingerne har de radikale gjort det til en mærkesag at lette virksomhedernes adgang til at rekruttere udenlandsk arbejdskraft.

    “Heldigvis undgår man at pille ved beløbsgrænsen. Det er ekstremt vigtigt, fordi en sænkelse ville betyde, at helt almindelige ufaglærte og faglærtes job kom i fare. Vi kan leve med, at man giver lidt flere muligheder for at benytte positivlisten på minimum faglært niveau, når man samtidig sikrer, at virksomhederne, der kan gøre brug af ordningen, lever op til sædvanlige danske løn- og ansættelsesvilkår og lever op til deres samfundsmæssige forpligtelser for uddannelse af lærlinge og elever,” siger Per Christensen.

    Han hæfter sig ved, at den endelige udmøntning i forhold til rekruttering af udenlandsk arbejdskraft skal drøftes med arbejdsmarkedets parter.

    Partierne bag finanslovsaftalen har også vedtaget at afskaffe det såkaldte opholdskrav, som blev indført af den tidligere regering.

    “Det er en styrkelse af dagpengene, at parterne fjerner opholdskravet, der fra starten har været en uretfærdighed. Nu mangler vi bare, at politikerne også gør noget ved dagpengeudhulingen, og et af mine nytårsforsætter er, at det kommer vi til at holde dem op på næste år,” siger Per Christensen.

    Kontakt:

    For yderligere information, kontakt 3F’s pressetelefon på 88 92 88 92.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/3f-om-finansloven-ny-staerk-retning?releaseId=13584281