PRM / Nye spejderchefer i spidsen for 36.000 spejdere: Vil skabe flere modige børn og unge

    Pressemeddelelse fra Det Danske Spejderkorps

    På en rekordbesøgt generalforsamling med 1.100 deltagere blev der i november valgt nye spejderchefer for Det Danske Spejderkorps.

    Det er Kristine Clemmensen-Rotne og Mathias Lysholm Faaborg, der fremover får ansvaret for at føre kort og kompas på vegne af landet største spejderkorps.

    Duoen får bl.a. til opgave at sikre udmøntningen af den udviklingsplan, der blev vedtaget på årets generalforsamling, og har overskriften “Vi skaber modige børn og unge”.

    “Vi har en spændende opgave foran os med at få hjælpe vores 400 lokale spejdergrupper til at omsætte ord til handling”, siger Kristine Clemmensen-Rotne, og fortsætter: “Heldigvis mærker vi kæmpe opbakning til indholdet i planen. Nemlig at børn og unge hos os skal få mod til at prøve nyt, mod til at være sig selv og mod på livet.”

    Ud over ‘modige børn og unge’ indeholder udviklingsplanen fire andre temaer, som er i fokus for de 36.000 spejdere, de næste fire år.

    Et af dem er bæredygtighed i børnehøjde, om det siger Mathias Lysholm Faaborg: “En del af vores bevægelses værdigrundlag er at værne om naturen. Derfor skal spejdere i alle aldre have redskaber og viden, så oplever at have mulighed for selv at gøre en forskel for biodiversitet og klima. Børn og unge skal ikke føle sig magtesløse, når virkeligheden er, at de er vores bedste ambassadører for handling på klimaområdet.”

    Derudover er der fokus på ‘vildskab i naturen’. Et tema, der ikke er blevet mindre relevant af nye undersøgelser, der viser, at danske børn og unge bevæger sig for lidt og kun 50% af de 2-15 årige har prøvet at klatre i et træ. Planen har også fokus på at tiltrække flere ledere, så man kan byde de børn, der lige nu står på venteliste til at blive spejdere, med i fællesskabet. Og slutteligt skal planen adressere de potentialer og udfordringer, som urbaniseringen medfører for lokale spejdergrupper.

    Posten som spejderchef er frivillig, og begge chefer træder ind i rollen med erfaring fra korpsets bestyrelse, korpsledelsen, i rygsækken.

    De to spejderchefer overtager posten efter David Hansen og Susan Hein Eiberg. Der er reception for både de tidligere og nyvalgte spejderchefer torsdag den 28. november kl. 15-17.30 på Spejdercenter Holmen, Arsenalvej 10 i København.

    Om de to spejderchefer:

    Kristine Clemmensen-Rotne, 31 år. Executive planner i R&D Hardware hos Demant. Bor i København.
    Mathias Lysholm Faaborg, 35 år. Arbejder med ledelse og digital forretningsudvikling. Bor i København.

    Om Det Danske Spejderkorps:

    Danmarks største spejderkorps med 36.000 medlemmer fordelt på 400 lokale grupper.

    Fotos krediteres: Christopher Hesselberg

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent Peter Kondrup Maul tlf.: 61 72 04 51 email: pkm@dds.dk

    Kommunikationschef Peter Tranevig tlf.: 23 29 33 62 email: pt@dds.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nye-spejderchefer-i-spidsen-for-36000-spejdere-vil-skabe-flere-modige-born-og-unge?releaseId=13583852