PRM / Flere godnathistorier til børn i udsatte boligområder

    Pressemeddelelse fra Fonden DBK

    233 ansøgere har søgt om at komme i betragtning til Fonden DBK’s nye litteratursponsorat, der støtter nye og kreative tiltag i bogbranchen. Formålet med sponsoratet har været at fremme danskernes læselyst, og med idéer om alt fra nye og inspirerende podcasts til litteraturfestivaller og aktiviteter, der hjælper socialt udsatte, har der været nok af fantastiske projekter at vælge imellem.

    Et uddelingsudvalg nedsat af fondens bestyrelse har gennemgå de mange projektansøgninger. “Det har været utrolig spændende og positivt at få indblik i de mange litterære projekter og initiativer, der vokser og gror rundt om i Danmark. Vi er blevet meget klogere på virkelysten, drivet og mulighederne i specielt de lokale samfunds mange initiativer, og det er med sikkerhed ikke sidste gang, at vi uddeler støtte til den slags tiltag,” fortæller Hans Peter Nordstrøm Nissen, der er formand for Fonden DBK.

    Sponsorat sikrer fremtidige højtlæsninger for udsatte børn

    Den største uddeling går i år til 2200Godnathistorier, der har en mission om at give børn på Nørrebro gode litteraturoplevelser og stimulere deres fantasi, læselyst og sprogudvikling. Med en støtte på 275.000 kr. er foreningens fremtidige eksistens nu sikret, fortæller stifteren, Stine Josefine Dige.

    “De her penge betyder helt konkret, at vi kan fortsætte med at eksistere, og at vi kan lave et fast tilbud til de børn, der har brug for særlig sprogstimulering. Vi oplever stor glæde, når vi kommer rundt og læser højt, og flere har ønsket, at vi kommer på mere jævnlig basis. Derfor er vi rigtig glade for at modtage den her støtte, så vi kan blive ved at lave flere og bedre arrangementer”.

    Foreningen vil blandt andet bruge pengene på at øge foreningens indsats i Mjølnerparken og derudover vil der blive oprettet en deltidsstilling til en projektleder, der skal lave faste vagtplaner for foreningens 66 højtlæsere og stå for oplæring af nye højtlæsere.

    “Sponsoratet betyder også, at vi kan få mere af det, der virker. Vi kan nu få et fast værested i Mjølnerparken, hvor vi indtil nu ellers kun har været på gæstevisit. Nu får vi så mulighed for at være til stede hver uge. Det giver en helt anden kontinuitet og gør en kæmpe forskel for børnene,” siger Stine Josefine Dige

    Digitalt læsekompas og De Gyldne Laurbærs boghandlerpris

    Dansk Bibliotekscenter er også en af de tre modtagere af årets litteratursponsorat og får 175.000 kr. til at videreudvikle et digitalt læsekompas, der skal gøre det nemmere for danske skolebørn at finde vej til de helt rigtige bøger og dermed stimulere deres læselyst.

    Derudover modtager De Gyldne Laurbær, der hvert år varetager uddelingen af boghandlerprisen af samme navn, også støtte fra fonden. De modtager 30.000 kr., der er med til at sikre, at prisen også i fremtiden vil være uafhængig og drevet af frivillige kræfter.

    De tre projekter modtager litteratursponsoraterne fra Fonden DBK på årets Bogforum i aften kl 18.30 på Bella Scenen.

    Om projekterne

    2200Godnathistorier begyndte oprindeligt som et initiativ, der skulle give børn og unge på ydre Nørrebro mulighed for at høre godnathistorier. Siden er foreningen vokset, og der er i dag 66 højtlæsere i foreningen og yderligere over 120 frivillige. Desuden er konceptet de seneste år udvidet, så der i dag også bliver læst højt på blandt andet plejehjem, i beboerforeninger, på pladser og i parker. 2200Godnathistorier har søgt om støtte til højtlæsningsaktiviteter for børn i udsatte boligområder på Nørrebro.

    Dansk Bibliotekscenter (DBC) står for at registrere alle bøger og andre udgivelser til den danske nationalbibliografi og driver og udvikler bibliotekernes fælles it-infrastruktur. DBC har søgt om støtte til at videreudvikle et digitalt værktøj – et Læsekompas for børn – der skal gøre det lettere for danske skolebørn at finde vej til de helt rigtige bøger, som kan bidrage til at vække deres læselyst.

    De Gyldne Laurbær er siden 1949 blevet uddelt til den forfatter, der har fået flest stemmer blandt samtlige af Danmarks boghandlere. Gennem årene er De Gyldne Laurbær blandt andet gået til Karen Blixen, Tove Ditlevsen og Jakob Ejersbo. De Gyldne Laurbær har søgt om støtte til at sikre det gode læsefremmende arbejde de næste 3 år som en uafhængig organisation, der er drives med 100 % frivilligt og ulønnet arbejde.

    Kontakt:

    Allan Simonsen fra Fonden DBK
    Telefon: 21 20 86 61
    Mail: FondenDBK@dbk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-godnathistorier-til-born-i-udsatte-boligomrader?releaseId=13583162