PRM / Nyt Bjarke Ingels-tegnet dansk museum får første donation nogensinde fra den tyske Forbundsdag

    Pressemeddelelse fra Varde Kommune

    KULTUR

    For første gang nogensinde har den tyske Forbundsdag valgt at donere penge til et dansk museum.

    FLUGT, som museet skal hedde, vil blive placeret nær den tyske flygtningekirkegård i Oksbøl og formidle historier om flygtninge i efterkrigsårene og op til vores tid. Det var netop ved flygtningekirkegården, at danmarkshistoriens største flygtningelejr lå i årene efter Anden Verdenskrig.

    Donationen fra Forbundsdagen gør, at museet nu håber at tage det første spadestik til foråret.

    CITAT

    Claus Kjeld Jensen, museumsdirektør for Vardemuseerne:

    “Vi kan næsten ikke få armene ned over nyheden! Selve donationen er jo historisk i sig selv, og så er det bare en kæmpe forløsning, at vi nu er så langt med finansieringen, at vi forhåbentlig kan tage første spadestik til foråret.”

    “Vi har oplevet stor tysk interesse for museet, hvilket er meget naturligt, da der stadig dagligt er besøg på flygtningekirkegården, hvor efterkommere stopper op for at lægge en blomst blandt de mange kors. Det er af mange årsager en historie, der er svær at fortælle i Tyskland, og derfor er museet på mange måder en gave for det tyske folk.”

    Siegfried Matlok, tidligere chefredaktør for Der Nordschleswiger:

    “Generelt har tyskerne lettere ved at sluge deres egen historie, når den fortælles af andre, og danske historikere har nok lidt mere spillerum end de tyske. Forstået på den måde, at de har lettere ved at sige tingene, som de er.”

    FAKTA

    • Arkitekthuset BIG har tegnet stregerne til FLUGT. Bjarke Ingels Group stod også bag publikumssuccesen Tirpitz i Blåvand.
    • I perioden 11. februar til 5. maj 1945 modtog Danmark cirka 250.000 tyske flygtninge fra krigens østfront, primært kvinder, ældre og børn.
    • I 1945 boede der på et tidspunkt 36.000 tyske krigsflygtninge i flygtningelejren nær Oksbøl, hvilket betød, at lejren i praksis var Danmarks 5. største by.
    • Etableringen af museet forventes at løbe op i omkring 100 millioner kroner.
    • Den tyske Forbundsdag har doneret 1,3 mio. Euro til projektet (9,75 mio. kr.). Partierne er enige, og bevillingen vedtages officielt i slutningen af november.
    • Det er håbet, at museet slår dørene op i efteråret 2021.

    Kontakt:

    Claus Kjeld Jensen
    Museumsdirektør for Vardemuseerne
    29 38 66 64

    Siegfried Matlok
    Tidligere chefredaktør for Der Nordschleswiger
    21 22 93 30

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-bjarke-ingels-tegnet-dansk-museum-far-forste-donation-nogensinde-fra-den-tyske-forbundsdag?releaseId=13583219