PRM / Erhvervsuddannelserne beskæres endnu en gang

    Pressemeddelelse fra Dansk Metal

    Erhvervsuddannelserne kommer igen til at bære de tungeste byrder. Regeringen og aftalepartierne har netop besluttet, at den tidligere regerings regning for FGU’en på 60 mio.kr. sendes til erhvervsuddannelserne og gymnasierne. Dansk Metal mener, at det er en uansvarlig og kortsigtet måde at bedrive politik på. Særligt når alle ved, at manglen på faglærte bliver mere og mere akut, fortæller forbundssekretær Kasper Palm:

    “Den forrige regering har efterladt en ubetalt regning, som erhvervsuddannelserne nu igen skal betale størstedelen af. Det er ikke bare kortsigtet, det grænser til det uansvarlige. Når samfundet mangler faglærte, så giver det ingen mening, at man bliver ved med at give dem kniven. Hvis man vil tiltrække flere til erhvervsuddannelserne, så skal man investere i erhvervsuddannelserne og ikke spare.”

    Samtidig mener Kasper Palm, at regeringen sender blandede signaler, da de i september meddelte, at de ville fjerne det udskældte omprioriteringsbidrag på erhvervsuddannelserne og oveni ønskede at videreføre den såkaldte kvalitetspulje til erhvervsuddannelserne med 168 mio.kr. årligt i 2020-2023.

    “Med omprioriteringsbidraget har erhvervsuddannelserne i en årrække oplevet en udhuling af uddannelseskvaliteten, som ellers langt om længe var blevet stoppet af regeringen. Det giver derfor ingen mening, at aftalepartierne nu vælger at spare på erhvervsuddannelserne igen. Det er jo to skridt frem og et tilbage,” uddyber Kasper Palm.

    Kontakt:

    Pressechef Mads Rattenborg Hersbøll tlf.: 21558828 email: mahe@danskmetal.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/erhvervsuddannelserne-beskaeres-endnu-en-gang?releaseId=13583155