PRM / Salling Group skal have ny bestyrelsesformand

    Pressemeddelelse fra Salling Group

    Danmarks største detailhandelskoncern Salling Group skal udpege en ny bestyrelsesformand, efter at Nils Smedegaard Andersen, formand i Salling Group siden 2007, har valgt at træde tilbage.

    Formand for Salling Fondene, der ejer Salling Group, Jens Bjerg Sørensen siger om Nils Smedegaard Andersens bidrag til virksomheden:

    – Salling Group har gennemgået en rivende transformation gennem Nils’ tid som bestyrelsesformand, og han efterlader en overordentligt stabil koncern, der kontinuerligt har udbygget sin markedsposition de seneste 12 år. Med sikker hånd har Nils navigeret virksomheden gennem de betydelige forandringer, detailhandelsmarkedet herhjemme og i udlandet oplever i disse år, siger Jens Bjerg Sørensen, formand for Salling Fondene, der over to omgang i henholdsvis 2014 og 2017 tilbagekøbte Salling Group.

    Selv siger den afgående bestyrelsesformand om sin tid i Salling Group:

    – Det har været et privilegium at være formand for Salling Group i mere end 12 år. Jeg har sat stor pris på samarbejdet med den dygtige ledelse og de mange energiske og motiverede medarbejdere. Virksomheden har gennemgået en fantastisk udvikling fra at være et datterselskab i A.P. Møller – Mærsk til at være en selvstændig virksomhed 100% ejet af Salling Fondene, og det har været spændende at være med til at skabe grundlaget herfor. Kombinationen af år med sund drift og sommerens frasalg af den svenske forretning betyder, at virksomheden nu står i en stærk finansiel position, velforberedt på fremtidige muligheder. Det er derfor et udmærket tidspunkt for et skifte på formandsposten, siger Nils Smedegaard Andersen.

    Nils Smedegaard Andersen blev bestyrelsesformand for Salling Group (dengang Dansk Supermarked A/S), da han tiltrådte som administrerende direktør for A.P Møller – Mærsk, der i 2007 var majoritetsejer af Salling Group. Han har endvidere tidligere været blandt andet administrerende direktør for Carlsberg og er i dag bestyrelsesformand for Unilever, hvilket er blevet offentliggjort d.d., Færch og WWF Verdensnaturfonden, bestyrelsesmedlem for BP samt formand for Akzo Nobels supervisory board.

    – Det er med beklagelse men naturligvis også med fuld forståelse, at vi har modtaget Nils’ ønske om at træde tilbage. Vi vil nu give os tid til at sammensætte den nye bestyrelse. Indtil en ny formand er udpeget, og bestyrelsen har fundet sin fremadrettede konstellation, fortsætter Nils som formand, så vi sikrer kontinuitet i overdragelsen, siger Jens Bjerg Sørensen.

    Nils Smedegaard Andersen går af som bestyrelsesformand og udtræder naturligt af bestyrelsen for Salling Group forventeligt i forbindelse med førstkommende generalforsamling. Salling Group omsatte i 2018 for DKK 59,4 mia. og beskæftiger omkring 50.000 medarbejdere Tyskland, Polen og Danmark.

    Kontakt:

    Salling Group Group Communication tlf.: 8778 5002 email: press@sallinggroup.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/salling-group-skal-have-ny-bestyrelsesformand?releaseId=13583017