PRM / Væksthusene i Aarhus fylder fem år

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Science and Technology

    Fem år med eksotiske planter og næsten 1,3 millioner besøgende. Udsolgte rundvisninger både sommer og vinter. Formidling om planter og biodiversitet til alle aldersklasser. En stigende interesse fra skoler og ungdomsuddannelser. Væksthusene er ét af Aarhus Universitets populære museer og byens grønne oplevelsessted. Torsdag 12. september 2019 kan Væksthusene fejre 5 års fødselsdag.

    Både direktør ved Science Museerne, Bent Lorenzen, og hans medarbejdere kan være glade. Målsætningen fra 2014 i forhold til besøgstallet er for længst nået. Og 2019 ser ud til at blive rekordår.

    “Væksthusenes samlede besøgstal overgår vores vildeste forventninger,” siger Bent Lorenzen. “Da vi indviede Væksthusene 12. september 2014, håbede vi på at kunne tiltrække 80.000 gæster om året. Det tal har nu vist sig at være mere end tre gange højere. Sammen med de mange positive tilbagemeldinger fra besøgende ser vi det som et udtryk for, at vi har ramt rigtigt. De besøgende vil gerne opleve og vide mere om klodens planter, og vi vil gerne formidle viden om planter og biodiversitet på spændende og vedkommende måder.”

    Det er derfor ikke kun i plantesamlingerne, at de besøgende kan få en naturoplevelse. Også på toiletterne er der installeret billeder og lyd fra forskellige klimazoner. På garderobeskabene er der fortællinger om planter på nøgleskiltene. Og i Væksthusenes gratis plante-app Useeum er der masser af gode historier om planterne. I app’en er der også spændende videoguidede ture med en biolog eller en gartner. De fortæller om, hvordan udvalgte planter i Væksthusene passes, og hvordan planterne tilpasser sig til det sted, de vokser naturligt.

    “Science Museernes fornemste opgave er at understøtte og øge interessen for natur og science,” siger Bent Lorenzen. “Derfor har vi hele tiden fokus på, hvordan vi formidler viden og oplevelser til vores målgrupper, og vi forventer, at vi i 2020 vil lancere nye spændende initiativer i den retning.”

    Hvad kan man opleve i Væksthusene?

    I Væksthusene er botanikken og naturen i centrum. Man kan gå på opdagelse i fire forskellige klimazoner med smukke blomster og imponerende planter, eller tage en pause i cafeen og nyde maden og de grønne omgivelser. I udstillingen “Botaniske detaljer” kan man se botaniske illustrationer, tegnet af Bent Johnsen (1919-2004).

    Der er gratis adgang til Væksthusene.

    Væksthusene er tegnet af arkitekt C.F. Møllers Tegnestue, som også står bag arkitekturen på Aarhus Universitet. Udvidelsen og renoveringen er finansieret af Aarhus Universitet, Aarhus Kommune, Realdania og Nordea-fonden.

    Besøgstal

    2014

    Væksthusene 1.5-31.12

    137.699

    2015

    Væksthusene

    219.009

    2016

    Væksthusene

    218.968

    2017

    Væksthusene

    254.230

    2018

    Væksthusene

    240.400

    2019

    Væksthusene 1.1-8.9

    201.053

    Samlet

    1.271.359

    Fakta

    Siden åbningen har Væksthusene modtaget positiv omtale, markeret flere milepæle og opnået anerkendelser, bl.a. flere arkitektpriser og nomineringer. Fx:

    12 september 2019

    Væksthusene fylder 5 år

    Maj 2019

    Udmærkelsescertifikat 2019 fra Tripadvisor for konsekvent gode anmeldelser i 5 år

    August 2018

    Gæst nr. 1 million besøger Væksthusene

    Væksthusene nomineres til Børn i byen-prisen under katagorien “Bedste i Aarhus”

    Juli 2016

    Væksthusene vinder den prestigefyldte The International Architecture Award 2016.

    November 2015

    Væksthusene vinder prisen som Byens Bedste Familieoplevelse med 36 procent af stemmerne.

    Oktober 2014

    Væksthusene hædres sammen med Moesgaard Museum og lejlighedskomplekset Isbjerget på Aarhus Havn med Aarhus Kommunes Arkitekturpris.

    Flere medier, herunder internationale tidsskrifter, har desuden skrevet rosende ord om Væksthusene.

    12. september 2014

    Væksthusene indvies

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent ved Science Museerne Trine Bjerre Mikkelsen, tbm@sm.au.dk
    mobil 93508248

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vaeksthusene-i-aarhus-fylder-fem-ar?releaseId=13578965