PRM / Eloomi henter millioninvestering i serie A-runde med Kennet Partners

    Pressemeddelelse fra Vækstfonden

    Eloomi, der har udviklet en avanceret learning og performance management-platform, har været på en hastig vækstrejse siden etableringen i 2015. I dag har virksomheden over 50 ansatte i henholdsvis København og London, og nu har den danske virksomhed fået en stor kapitalindsprøjtning fra den Sillicon Valley- og London-baserede venturefond Kennet Partners.

    I en ny serie A-runde rejser selskabet nu 75 mio. kr., som skal bruges til yderligere ekspansion på både eksisterende markeder i Europa og på et gennembrud i USA. Eloomi forventer derfor at ansætte yderligere 150 medarbejdere.

    Eloomi hjælper internationale virksomheder som Sophos, Savills, Lyreco og Harvey Norman til at uddanne og udvikle medarbejdere gennem et individualiseret læringsværktøj designet til at bidrage til vækst, engagement og produktivitet i virksomhederne. Det er en innovativ cloud-baseret softwareteknologi, der taler ind i den globale virkelighed, som mange internationale virksomheder står over for, fortæller Eloomi-stifter og CEO, Claus Johansen.

    “I Eloomi har vi bygget et team, der har en vision om at forbedre og ændre den måde, organisationer ser på og understøtter medarbejderoplevelsen. Hvis man i dag ikke forholder sig til de muligheder og udfordringer, som en global og divers arbejdsstyrke medfører, taber man konkurrenceevne og mister medarbejdere,” siger Claus Johansen og fortsætter:

    “Vi har en løsning til mellemstore virksomheder, der er enklere, nemmere at bruge og med højere intelligens og automatisering indbygget end konkurrenternes. Nye teknologier inden for HR-management er i rivende udvikling i disse år, men ingen andre end Eloomi har virkelig løst hovedpinen med at skabe en løsning, der ikke er kompleks, er rimeligt prissat, kan komme i gang på få dage samt kan forbindes direkte til eksisterende HR-systemer.”

    VF Venture, der også tidligere har investeret i Eloomi, er glade for den store internationale opmærksomhed omkring Eloomi, som investeringen fra Kennet Partners er udtryk for.

    “Vi investerede tidligt i Eloomis stærke team og revolutionerende produkt, der har et stort skaleringspotentiale. På de to år siden da har virksomheden fordoblet omsætningen hvert år. Eloomi vil uden tvivl fremadrettet skabe store forandringer for mange virksomheder, der ønsker at være i front med talentudvikling. Vi har styrket teamet, og vi ser frem til fortsat at understøtte virksomheden finansielt, strategisk og operationelt sammen med Kennet Partners og ledelsesteamet,” siger Jacob Bratting Pedersen, partner i VF Venture.

    Hos Kennet Partners har man høje forventninger til potentialet i Eloomis løsning, siger Hillel Zidel, Managing Director hos Kennet Partners.

    “Vi er glade for at være med i Eloomi i deres utroligt spændende vækstrejse. Eloomi er en innovator inden for kategorien HR-management og har opbygget en virksomhed med international appel på en meget kapitaleffektiv måde. Hos Kennet ser vi et stort potentiale i virksomheder, som løser reelle problemer, skaber værdi og kan blive markedsledende. Og Eloomi opfylder netop dette.”

    For yderligere information, kontakt:

    • Claus Johansen, CEO i Eloomi, på +45 3131 6161 eller claus@eloomi.com
    • Nathali Selmeczi Lehmann, teamleder for Kommunikation og Samfundsansvar i Vækstfonden, på +45 2860 0113 eller nsl@vf.dk

    Om Eloomi:
    Eloomi har kontorer i København og London og har udviklet et software til styring af medarbejderes uddannelse og performance. I stedet for at købe programmet abonnerer virksomheder på Eloomi. SaaS-løsningen sikrer løbende medarbejderudvikling, samtidig med at den engagerer og motiverer dem. Platformen har over 350+ kunder og mere end en halv million brugere.
    Se mere på www.eloomi.com

    Om VF Venture:
    VF Venture er Vækstfondens afdeling for direkte investeringer, som i partnerskab med private investorer investerer egenkapital i innovative danske virksomheder med globale ambitioner. Vækstfonden er statens finansieringsfond, som via egenkapitalinvesteringer og lån medvirker til at skabe flere nye vækstvirksomheder ved at stille kapital og kompetencer til rådighed. I samarbejde med private investorer har fonden siden 1992 medfinansieret vækst i over 7.900 virksomheder for et samlet tilsagn på mere end 24,9 mia. kr.
    Se mere på www.vfventure.com

    Om Kennet Partners:
    Kennet er en international fond, der investerer i virksomheder i Europa og Nordamerika. Kennet understøtter iværksættervirksomheder med fokus på teknologi og yder kapital med henblik på skalering. Kennet er en erfaren investor med fondsmidler på ca. 1 milliard dollars.
    Se mere på www.kennet.com

    Kontakt:

    Teamleder, Kommunikation og Samfundsansvar Nathali Selmeczi Lehmann tlf.: +45 2860 0113 email: nsl@vf.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/eloomi-henter-millioninvestering-i-serie-a-runde-med-kennet-partners?releaseId=13576935