PRM / Træk stikket, når det buldrer og brager

    Pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen

    Sommermånederne er højsæson for uvejr af den slags, som opstår, når kold og varm luft møder hinanden. Derfor er det særligt nu, det kan være en god idé at følge de råd, Sikkerhedsstyrelsen giver for at undgå skader på elektriske apparater.

    Det er heldigvis sjældent, at et lyn rammer direkte ned i et hus. Det er mere almindeligt med overspændingsskader på grund af lynnedslag i nærområdet.

    Træk stikket eller afbryd strømmen
    For at undgå, at elektriske produkter som fladskærmen, køleskabet eller radioen går i stykker i tordenvejr, er det en god ide at trække stikkene ud på alle elektriske produkter.

    Bliver der varslet meget kraftig torden, får man dog den bedste beskyttelse ved at slukke for al strøm. Den letteste måde er at trykke på testknappen på RCD-(HPFI)-afbryderen i eltavlen. På den måde er husets installationer helt strømløse.

    Det er vigtigt, at afbryderen bliver slået fra, før det begynder at lyne og tordne. Det kan nemlig være farligt at røre ved RCD-afbryderen i eltavlen, hvis lynet slår ned i nærheden.

    En anden løsning er at få en autoriseret elinstallatør til at installere en overspændingsafleder.

    Kontakt:

    Pressekontakt:
    Pressekonsulent Anja Helene Jensen
    Mail: ahj@sik.dk
    Tlf.: 25103978

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/traek-stikket-nar-det-buldrer-og-brager?releaseId=13575535