PRM / Andelskassens Lokallånspulje støtter Sønderborg Skatehal med 23.000 kr.

    Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S

    Da Andelskassen i Sønderborg for nylig skulle finde en værdig modtager af midler fra bankens Lokallånspulje, faldt valget på Sønderborg Skatehal. Sidste år blev Lokallånspuljemidlerne fordelt mellem tre modtagere i lokalområdet – Haver til Maver, Gråsten
    Skaterbane og Sønderborg Iværksætter Service – men i år var man i Andelskassen enige om, at Sønderborg Skatehal skulle have alle pengene.

    “Vi har valgt Sønderborg Skatehal, fordi vi ser skaterbanen som et unikt fristed for byens børn og unge, hvor de kan mødes og have det sjovt samtidig med, at de får masser af motion. Her er masser af muligheder for at slå sig løs og lære tricks af erfarne trænere – både på de mange forskellige ramper og på BMX, hvis man har mere lyst til det. Samtidig er det vigtigt for Andelskassen at være med til at bakke op om det lokale foreningsliv, da det i høj grad er foreningerne, der er med til at bevare og udvikle det sociale liv og fællesskab og dermed gøre vores lokalområde til et bedre sted at bo,”, siger Kasper Sølbæk Bjørngaard, som er souschef i Andelskassen i Sønderborg og var den, der havde fornøjelsen af at overrække checken til skaterklubben.

    Lokallånspuljen er et initiativ, hvor Andelskassen lægger 1.000 kr. i en pulje, hver gang en kunde optager et såkaldt lokallån til fx bolig eller bil. Én gang om året bliver puljemidlerne uddelt til gode, værdiskabende formål i samtlige bankens lokalområder. På den måde kan Andelskassen være med til at give en del af fortjenesten på lånet tilbage til lokalsamfundet.

    Pengene skal bruges på events og forbedring af ramperne
    “Vi er meget glade for de penge, vi har fået fra Andelskassen, og det har stor betydning for Sønderborg Skatehal at modtage donationer. Ikke kun fordi de kan bruges på at forbedre hallen og lave events, men også fordi det er en vigtig anerkendelse af sporten, der bliver dyrket her, og det arbejde, der bliver gjort for børn og unge i hallen. Den anerkendelse er vi glade for,” siger Mette Lauridsen fra Sønderborg Skatehal og fortsætter:

    “Helt konkret skal vi bruge pengene til at afholde events i og udenfor hallen. Events, der er til gavn for medlemmerne af hallen og for andre interesserede samt potentielle nye medlemmer af hallen. Derudover skal nogle af pengene bruges til at forbedre ramperne i hallen, der er ved at være godt slidte. Et tiltag som Andelskassens Lokallånspulje er en fantastisk idé, da det kan hjælpe med til at gøre Sønderborg til et federe sted og samtidig give byens klubber et tiltrængt skulderklap.”

    Kontakt:

    For yderligere information, kontakt venligst:
    Tine Martlev Pallesen, kommunikationschef i Danske Andelskassers Bank, telefon 87993033 / 23725570, mail tmp@dabank.dk.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/andelskassens-lokallanspulje-stotter-sonderborg-skatehal-med-23000-kr?releaseId=13572216