PRM / LEV: Afspecialiseringen på handicapområdet vil vokse med ny aftale

    Pressemeddelelse fra Landsforeningen LEV

    Det fremgår af den ganske kortfattede aftaletekst, at undersøgelsen skal være afsluttet i august 2019. Det skal desuden være tal om en “… grundig undersøgelse, der skal kortlægge de regionale tilbud på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet, inden der skal tages stilling til, hvor tilbuddene skal placeres i en ny struktur.”

    Når undersøgelsen er gennemført vil det være op til børne- og socialministeren samt undervisningsministeren at fastsætte de regionale tilbuds “fremtidige placering i den nye decentrale struktur.”

    Det ligner stadig en kommunalisering
    LEVs landsformand, Anni Sørensen, er skuffet over aftalen, som hun frygter blot er en politisk belejlig udsættelse til efter det forestående folketingsvalg.

    – Når DF og regeringen i aftaleteksten taler om en fremtidig placering i en decentral struktur, så lyder det på mig, som om der allerede er taget stilling. Staten vil ikke tage noget ansvar i en ny struktur, og meget peger i retning af den kommunalisering, som regeringen oprindeligt lagde op til. Det vil sætte ekstra turbo på den ulykkelige afspecialisering, som vi har set siden kommunalreformen i 2007, siger Anni Sørensen.

    Uforpligtende
    Den politiske aftale understreger, at det er “væsentligt at fastholde og fortsat styrke en høj faglighed på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet til gavn for borgere med sjældne eller særligt komplekse behov.” Den ambition er LEVs landsformand helt enig i, men hun har svært ved at få øje på, hvad det er for redskaber, man vil anvende for at indfri den:

    – Ifølge aftalen vil man oprette en såkaldt observationsliste over de mest specialiserede regionale tilbud og følge udviklingen. Det er helt uforpligtende, og jeg er særligt skuffet over, at man slet ikke forholder sig til den egentlige grund til, at der sker afspecialisering i tilbud på handicapområdet. Selv hvis det skulle lykkes at beskytte driften af højt specialiserede tilbud, så er det en utilstrækkelig løsning, som aftalen lægger op til, siger Anni Sørensen.

    LEV-formanden mener, at det er et kæmpe problem, at den politiske aftale slet ikke forholder sig til behovet for en national specialeplanlægning og en ny finansieringsmodel for tilbuddene:

    – Det afgørende må til enhver tid være, at mennesker, som har behov for en specialiseret indsats, også rent faktisk får den – og det er der intet som helst bud på en løsning af i den her aftale. Det kan kun sikres ved også at se på specialeplanlægning og en anden finansieringsmodel. Ellers vil vi fortsat have en stigende gruppe sårbare mennesker, hvis grundlæggende trivsel afhænger af, om de bor i en kommune, der synes, at den har råd. Og det er ikke acceptabelt, siger Anni Sørensen.

    Kontakt:

    Formand for Landsforeningen LEV Anni Sørensen tlf.: 2628 3083 email: as@lev.dk

    Politisk konsulent i Landsforeningen LEV Thomas Gruber tlf.: 5180 1680 email: tg@lev.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lev-afspecialiseringen-pa-handicapomradet-vil-vokse-med-ny-aftale?releaseId=13570881