Pressemeddelelse fra Salling Group
Salling Group har netop underskrevet en aftale med Jaco Supermarkeder om overtagelsen af fire butikslejemål. Butikkerne, der ligger i Aarhus V, Randers, Hurup (Thy) og Grenå, har hidtil været drevet som en del af Meny-kæden, men lukker i løbet af foråret 2019.
Salling Groups overtagelse af lejemålene betyder imidlertid, at der også fremover vil være mulighed for lokale indkøb i de fire lokalområder – og det i topmoderne dagligvarebutikker. De fire butikker bliver nemlig ombygget til nyt Netto-koncept, som i de kommende år bliver udrullet til samtlige 500 danske butikker med et særligt fokus på frugt og grønt, sundhed og nemme måltider samt ny indretning og færre spot-varer.
Administrerende direktør i Salling Group Per Bank siger om overtagelsen:
– Vi er meget tilfredse med at sikre, at der også fremover vil være gode indkøbsmuligheder lokalt de fire steder. Det er samtidig en aftale, der gør Netto i stand til at nå endnu bredere ud med et nyt og forstærket butikskoncept, som mange af vore kunder allerede har taget rigtig godt imod i de byer, hvor vi har åbnet nye butikker.
Ombygningen forventes afsluttet, så butikkerne kan åbne som Netto i løbet af 2019. Netto åbnede i slutningen af 2018 sin butik nr. 500 og er Danmarks største dagligvarekæde.
Jaco Supermarkeder er ejet af Ida Jacobsen, som efter mange år i detailbranchen har ønsket at indstille sin dagligvareforretning og afhænde sine lejemål. Aftalen omfatter alene overtagelse af forpligtelserne i forbindelse med lejemålene og inkluderer dermed ikke køb af fast ejendom eller lignende.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er orienteret om aftalen mellem Jaco Supermarkeder og Salling Group.
Kontakt:
Salling Group Group Communication tlf.: 8778 5002 email: press@sallinggroup.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fire-nye-netto-butikker-pa-vej-i-jylland-salling-group-overtager-lejemal-fra-jaco-supermarkeder?releaseId=13566849








