PRM / Danmarks største automationshus holder sin vækstplan: 30-årige BILA fordobler forretningen på 3 år

    Pressemeddelelse fra Grouleff Communications

    Danmark er verdens 6. mest automatiserede land, og det bidrager virksomheden BILA med hovedkontor på Mors i høj grad til. Det fremgår af BILA-koncernens årsregnskab, som viser fremgang på alle fronter. BILA har nu stået bag mere end 2000 automatiseringsløsninger i Danmark, Europa og USA. Henover de seneste 5 år er bruttofortjenesten og investeringerne i virksomheden stort set tredoblet, mens medarbejderstaben er mere end fordoblet.

    BILA rådgiver fremstillingsindustrien om produktionsoptimering og leverer automatiseringsløsninger, robotter og logistikudstyr. Virksomheden har vundet en række prestigefyldte priser for sin vindermentalitet, sine engagerede medarbejdere og sin høje vækst. Ledelsen har klare ambitioner om at fortsætte den stejle vækstkurve med så stor en hast, at koncernomsætningen skal ramme 1 milliard kroner i 2021.

    “Vi har lagt en treårig vækstplan, der baserer sig på 25 procent vækst i årlig omsætning, og det ser bestemt opnåeligt ud, når vi kaster et blik på ordrebøger og pipeline. Vi har formået at vokse med vores kunder og deres ambitioner om en effektiv produktion og et sundt arbejdsmiljø, og vi følger med de internationale koncerner ud i verden og optimerer og servicerer både i ind- og udland. Det er simpelthen så dejligt at mærke stoltheden både blandt kollegerne og i lokalsamfundet over, at vi sammen lykkes så godt med at skabe nye spændende jobs og gode resultater hele vejen rundt,” siger CEO i BILA, Jan Bisgaard Sørensen.

    Sikrer sunde projekter

    Han er blevet øverste chef for 100 flere medarbejdere det seneste år, alt imens omsætningen er vokset med 60 procent. Staben er vokset inden for alle BILA’s 10 forretningsområder, hvor der investeres i at holde hele koncernen på forkant med den teknologiske udvikling. Selvom væksten koster store satsninger og investeringer, er udviklingen dog ikke sket på bekostning af bundlinjen: Resultatet efter skat i BILA Group blev 58,2 mio. kr. i regnskabsåret 1. oktober 2017 – 30. september 2018. Det afspejler således BILA’s indstilling til lønsomhed:

    “Vi har fokus på forbedringer hele vejen rundt, og derfor afdækker vi alle aspekter sammen med kunderne i grundige analyser og forbedringsprojekter. Det er nemlig med til at sikre, at vi kan designe projekter med en fornuftig tilbagebetalingstid og en tidsplan, der holder vand,” forklarer direktør Per Bech. Han er ansvarlig for BILA’s projektforretning, der blandt samarbejder med koncerner som Arla, Linak, Siemens, Danish Crown og Danfoss om at styrke deres globale konkurrenceevne.

    Oppetid er det eneste, der duer

    BILA har nu Danmarks største serviceafdeling med mere end 70 ansatte og et døgnåbent vagtberedskab, der kører ud fra Nykøbing Mors, Skive, Herning. Randers, Grenå, Sønderborg, Svendborg og Slagelse.

    Nedetid er no-go i en tid med fuldt tryk på kedlerne i fremstillingsindustrien og kronisk mangel på folk. Derfor er der rygende travlt i det landsdækkende robotservicehus, der er vokset eksplosivt de senere år. 92 procent af opkaldene til hotline løser BILA allerede i telefonen.

    “Vi kan mærke, at det betyder vanvittigt meget for kunderne, at vores serviceteknikere bliver ved og ved, selv når det bliver træls. De tager ikke hjem, før det kører. Anlæggene hos vores kunder er jo fuldt belagt. Derfor er det vigtigt, at udstyret har en høj oppetid og en generel høj udnyttelsesgrad. Vores teknikere er så tæt på kunderne, at der foregår meget rådgivning, finjusteringer, miniopbygning og support frem for ren brandslukning,” fortæller Frank Boll, Market Unit Manager i BILA Service.

    Danske robotter på hylderne

    BILA forhandler en række opfindelser både udtænkt i eget regi og som agenturer. En af de store sællerter er PALOTMATen, udviklet af Jan Bisgaard Sørensens bror Per Bisgaard for 27 år siden. Salget af pallehåndterings-løsningen steg med hele 30 procent i 2018, hvor ordrerne kom fra mere end 20 lande. Også førerløse trucks fra AGV Scandinavia, som er delvist ejet af BILA Group, boomede i 2018 med leverancer til hele Skandinavien, ligesom de danske logistikløsninger fra Mobile Industrial Robots også optimerede industriens interne transport.

    En pæn del af BILA’s fremgang kan tilskrives positionen som eneste danske forhandler af de originale cobots, samarbejdende fleksible robotarme fra danske Universal Robots i Odense. Cobots er udviklet til at imødekomme automationsbehov og pengepung i de små og mellemstore virksomheder, som udgør 95 procent af industrien. Et andet succesrigt agentur er Kawasaki, som BILA har haft i hele Norden gennem 20 år, og alene det seneste år er salget af disse industrirobotter mangedoblet.

    BILA er også vokset gennem et strategisk opkøb. Overtagelsen af palleteringsvirksomheden Dan Palletiser i Slagelse i sommeren 2017 lønner sig for begge parter. For første gang i over ti år har virksomheden præsteret et solidt overskud, fordi det er lykkedes at realisere synergi-gevinster hos kunderne. Som en sidegevinst har BILA styrket sit nærvær på Sjælland, hvor serviceteknikere med base i den nye Slagelse-afdeling nu endnu hurtigere kan rykke ud til kunderne i medicinalindustrien i Medicon Valley.

    Kontakt:

    Sara Moth
    +45 3038 4204

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmarks-storste-automationshus-holder-sin-vaekstplan-30-arige-bila-fordobler-forretningen-pa-3-ar?releaseId=13566844