PRM / Arbejdsmiljørepræsentanter mangler tid, viden og uddannelse

    Pressemeddelelse fra Dansk El-Forbund

    Selvom der i disse år tales meget om stress og psykisk arbejdsmiljø, så er det stadig det fysiske arbejdsmiljø, der udgør det største problem på elektrikernes arbejdspladser.

    Det svarer 270 arbejdsmiljørepræsentanter i Dansk El-Forbund i en ny stor undersøgelse udført af TeamArbejdsliv for LO i forbindelse med, at fagbevægelsen har udnævnt år 2019 til ‘Arbejdsmiljørepræsentantåret’.

    I undersøgelsen, der er udført via udsendelse af spørgeskemaer til samtlige arbejdsmiljørepræsentanter i 14 LO-forbund, svarer 49 procent af elektrikernes arbejdsmiljørepræsentanter, at det fysiske arbejdsmiljø ’sommetider’ udgør et problem. 13 procent svarer ‘ofte’ og to procent svarer ‘altid’. Når det gælder det psykiske arbejdsmiljø, svarer 29 procent ’sommetider’, ni procent ‘ofte’ og en procent ‘altid’.

    Ifølge arbejdsmiljørepræsentanterne er det især nedslidning i forbindelse med hårdt fysisk arbejde, der er blandt de største ‘trusler’ i arbejdsmiljøet. 83 procent svarer, at fysisk hårdt arbejde ’sommetider’, ‘ofte’ eller ‘altid’ udgør et arbejdsmiljøproblem. Blot 12 procent svarer, at det ’sjældent’ er et problem, mens seks procent svarer, at det ‘aldrig/næsten aldrig’ er et problem.

    På spørgsmålet om, hvad der udgør de største problemer i rollen som arbejdsmiljørepræsentant tegner der sig et relativt klart billede, som primært drejer sig om tid, viden og uddannelse:

    35 procent svarer, at de ikke har viden nok om arbejdsmiljøproblemer. 33 procent mener, at de ikke ved nok om arbejdsmiljølovgivningen. 32 procent svarer, at de får for lidt uddannelse i arbejdsmiljø, mens 29 procent svarer, at de ikke har tid nok til arbejdsmiljøarbejdet.

    Dansk El-Forbunds arbejdsmiljørepræsentanter giver også svar på, hvad der kan styrke deres rolle i tillidshvervet. Her billedet mindst lige så tydeligt:

    Hele 55 procent efterlyser mere uddannelse i arbejdsmiljø. 48 procent vil have mere viden om arbejdsmiljøproblemer og løsning af dem. 35 procent savner mere tid til arbejdsmiljøarbejdet, mens 31 procent gerne vil have mere viden om rollen og opgaverne som arbejdsmiljørepræsentant.

    Læs mere om elektrikernes arbejdsmiljøudfordringer på side 22-26 i fagbladet Elektrikeren nr. 6 2018:

    http://www.e-pages.dk/danskelforbund/651

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/arbejdsmiljorepraesentanter-mangler-tid-viden-og-uddannelse?releaseId=13560798